Jeanett Veronica Hindberg: Lolas lille sorte
24-årige Lolas liv er ensformigt og alt for normalt. Hun har aldrig haft en kæreste og har hverken familie eller venner. Hun har Holger, sin kat, og sine sorte notesbøger, som hun skriver sine tanker og erotiske, små historier i. En aften møder hun Julian, den smukkeste, mest sexede og fantastiske mand. Han giver Lola et tilbud, og inden hun ved af det, er hun på vej med ham op på hans hotelværelse. Og et nyt kapitel – det første rigtige eventyr i Lolas liv – går i gang.
Handlingen i ’Lolas lille sorte’ er enhver kvindes drøm; Lækker mand, lækker lejlighed, penge, luksus, fancy restauranter og fantastisk sex. Bogen er en erotisk fortælling om Lola, som sidder fast i sit liv uden rigtig at vide hvad hun skal stille op med sig selv. Det eneste hun ved er, at hun vil være forfatter, og at hendes sorte notesbøger er den eneste seksuelle tilfredsstillelse hun har. Indtil hun møder Julian.
De to indgår en aftale. Hun bliver betalt for at have sex med Julian, som udvikles til et elskerindeforhold som Julian (der normalt bor i New York, men er dansker) har, mens han er i Danmark på visit. Så det er dét, hun er. Elskerinde. Og planen er, at når Julian tager hjem, skal de gå hver til sit. Penge og sex virker sammen overkommeligt, men når tilnærmelser og følelser buldrer i overfladen, kompliceres alting for Lola og hun skal nu se mere indad, se sit hjerte i øjnene, for første gang i sit liv.
Lola selv beskriver sin oplevelse som ’Pretty woman’ i København. Jeg er enig. Lola er ikke prostitueret (Julian tror det dog, da han møder hende første gang), men handlingen i ’Pretty woman’ foregår i USA. Det er ikke uden kvaler, at Jeanett V. Hindberg sætter scenen i Danmark. Ved side 100 er det lidt for meget af det gode. Det er så svært at forestille sig, at sådan noget kunne ske herhjemme! men så alligevel: forfatteren ved usædvanligt meget om omgivelserne og situationerne, som hun udsætter Lola for. Måske er det virkeligt? Jeg har simpelthen svært ved at finde ud af, om det er det, eller ej.
Om ikke andet, så kan bogen virkelig sætte en del tanker i gang hos læserne. Det kan jeg godt lide. Bare ingen kommer galt af sted! Jeg synes også, at selvom bogens afsnit kan virke for ’Pretty woman’, synes jeg virkelig godt om det. Det passer til Lolas excentrisk og lidt stillestående karakter. Hun bliver så chokeret og undrende, hver gang der sker noget. Hun siger nogle søde og sjove ting, observerer alt på en helt nye, som både bliver beskrevet sjovt og anderledes. Hun bliver virkelig rystet i sin grundvold og kommer fra A til B undervejs i handlingen.
Lola er både hovedperson og fortælleren i bogen. Undervejs skifter bogen dog lidt karakter. Den første del af bogen er skrevet så læseren er med undervejs i handlingen, når den forløber. Men den sidste halvdel følger man med i bogens handling i Lolas små, sorte notesbøger. Man følger med, som Lola skriver dem, som om handlingen bliver set tilbage på. Det synes jeg var lidt forvirrende.
’Lolas lille sorte’ kan rigtig meget. Det er en god historie, den er hamrende saftig og erotisk og så er persongalleriet i bogen så vellykket! Tilsæt bogen en smule mere kærlighed og skru’ lidt ned for handlingens ’Pretty woman’ – så har du opskriften, med Lola, til den perfekte erotiske kærlighedsroman!
Jeg er fan: både af Jeanett V. Hindberg som forfatter, men også for at hun med ’Lolas lille sorte’ har vækket min nysgerrighed for sine tre seneste romaner. Det synes jeg er fantastisk; at give læserne noget nyt, og oveni købet noget så helt vildt, godt nyt, at bogen får læseren til at hungre efter forfatterens tidligere bøger.
Jeanett V. Hindberg er helt fantastisk til at skrive. Hun holder sig fra klichéerne og sammensætter ord og bruger sit sprog på sådan en måde, at det får læseren til at flyve igennem bogen. Jeg vil have mere!
Jeanett Veronica Hindberg, Lolas lille sorte, forlaget Turbine, 229 sider, 2016.