Carina Bergfeldt er svensk journalist og har med bogen ’Syv dage til døden’ sat sig for at komme hele vejen rundt om emnet dødsstraf – lige fra den dømte (både skyldig og uskyldig), over præsten til offeret.

Hun baserer bogen på en række interviews med de forskellige mennesker, og tager udgangspunkt i amerikaneren Vaughn Ross, der er dømt for to mord. Han har siddet på dødsgangen i et fængsel i Texas i 10 år og ventet på sin henrettelse. Da Carina møder ham har han en uge tilbage at leve i. Samtalen med ham bliver om liv og død bogstaveligt fortalt – og en fortælling om, hvordan han havnede i den situation han er i.

Denne uge bliver den røde tråd gennem bogen, hvor Carina Bergfeldt også taler med kvinden, der er forelsket i en morder, fængselsdirektøren, der har ført 88 mænd og en enkelt kvinde ned af dødsgangen, præsten, der har hørt bekendelser fra 150 mordere, familien, der ønsker hævn over morderen over alt i verden og dukker op til henrettelsen.

Men hun taler også med Anthony Graves, som blev uskyldigt dømt for mord, og nåede at sidde i fængsel i mange år, før en DNA-test reddede han fra henrettelsen og fængslet. Han lever i dag af at holde foredrag.

Carina Bergfeldt berører også forholdene i de amerikanske fængsler, og hvordan et sidste måltid har ændret sig fra, at den dømte kunne vælge al den mad udefra han eller hun ønsker til, at det nu er mad fra fængslet. Der var for mange tilfælde af, at der blev bestilt oceaner af mad, som ikke blev rørt.

Det giver et godt billede af emnet, at hun kommer rundt om de mange aspekter, som fx hævn, uskyldige dømte og hårdkogte mordere, som ikke angrer. Hun portrætterer med kyndig hånd, så det eneste jeg kan savne er hendes egen holdning til emnet. Det kunne være spændende at høre, hvor hun stod, inden hun gik i gang med bogen, og om skrivningen af bogen har givet hende en anden holdning til dødsstraf. Bogen er bestemt anbefalelsesværdig.

Carina Bergfeldt, Syv dage til døden – En sand beretning om forbrydelse og dødsstraf, Forlaget Turbulenz, 236 sider, dansk udgave januar 2016, oversat af Mette Egerod