Marie-Louise Rønning: Helbrederen – Lysets Kvinder 1
Helbrederen er første bind i den nye serie Lysets kvinder og kan bedst klassificeres som en paranormal romance.
Udefra ligner Victoria en helt almindelig gymnasieelev, der bor sammen med sine søstre i Hillerød. I virkeligheden er hun en af lysets kvinder, beskytter af mennesker og bekæmper af mørkets skabninger. Og hun har styr på det, lige til den dag Matthew og hans søskende kommer til byen. De er tusmørkebørn, en slags vampyrer, og ulig noget Victoria før er stødt på. Særligt Matthew, der både tiltrækker og frastøder hende på samme tid. For alle vampyrer er da onde, ikke?
I takt med at hun finder ud af mere om sig selv, finder hun også ud af, at man måske ikke kan opdele verden så skarpt i godt og ondt, rigtigt og forkert. Men hvad er sandheden så?
Helbrederen er en slags Twillight møder Buffy the Vampire Slayer. Bare på dansk. Og det er i det hele taget befriende med en bog i denne genre, der foregår på dansk grund og uden for mange amerikanske islæt. Her bor hovedpersonen i Hillerød og går på gymnasiet og selvom der er mange fantastiske elementer, så er det dejligt med noget genkendeligt.
Der var nogle småfejl hist og her sprogligt og grammatisk i bogen, der desværre hev mig ud af historien, men alt i alt var jeg underholdt. Bogen er inddelt med Matthew og Victoria som fortællere, så man får det hele fra begge synsvinkler. Og selv om romantikken fylder en del, så er der også en mere plottung historie, som bliver afsløret lidt efter lidt, samtidig med der er masser af action.
Karaktererne er nuancerede og tempoet er godt. Helbrederen er en lovende start på serien og fans af genren kan godt glæde sig.
Marie-Louise Rønning, Helbrederen – Lysets Kvinder 1, forlaget EgoLibris, oktober 2015, 311 sider.