En ung kriminalassistent er på tvungen orlov fra sit arbejde og opholder sig hos sin morfar i Cornwall. Et forladt hus, Lake House, dukker op på en af hendes utallige løbeture, og huset gemmer på historier, der tiltrækker hende så meget, at hun fordyber sig i research om fortiden og detektivarbejde.

Hendes ihærdighed dækker over en ulykkelig fortid og en uafsluttet politisag, og parallellerne til hendes nutid afsløres hen ad vejen. Sideløbende med denne historie møder vi den kvindelige krimiforfatter, som for 70 år siden oplevede en tragisk begivenhed omhandlende lillebroren. Begivenheden var skyld i, at Lake House blev forladt. Mødet mellem de to kvinder er uundgåeligt.

”Lake House” er ikke en roman med én historie – heldigvis, for til det ville sideantallet på 485 virke alt for svimlende. Forfatteren har studeret drama, og det mærkes, for hun formår gennem sine forskellige karakterskildringer at give historien varierede stemmer. Det forklarer også de mange sider. Der er cliffhangers, point of no returns og forløsninger i ægte drama-stil og konstante skift mellem fortid og nutid. Næsten i en grad, hvor det bliver for meget. Men det er forfatterens kendetegn – lange romaner med afstikkere hist og pist, som til sidst giver god mening.

Dette er et bevis på ægte storytelling, som uden tvivl vil få mange læsere til at svælge i kapitlerne og ønske at finde næste spor i sagen. Der er familietragedie, håb, spænding, kærlighed, uforudsigelighed og venskab i en enorm blanding, som gør denne roman interessant. Så må man bare bide tænderne sammen og se lidt bort fra de indimellem lange passager med beskrivelser af landskab. Det kan godt blive lidt trættende, men er man til litteratur, der foregår i skønne Cornwall, er denne del næsten ikke til at komme udenom.

Lake House, Kate Morton, Cicero, 485 sider, April 2016, oversat af Ulla Oxvig