Chrysabelle tilhører en race af mennesker, der kaldes Comarré. De er overnaturligt smukke og rene mennesker, som vier deres liv til at tilfredsstille vampyrernes blodtørst til gengæld for visse privilegier som rigdom og sikkerhed. Men da Chrysabelles patron Algernon findes myrdet, flygter hun fra sin overdådige slavetilværelse, og med sig tager hun hans mystiske ring. Ved et kompliceret sammentræf slår hun følge med den forbandede vampyr Mal og hans hårdføre kompagnon Doc, en varpanter hvis kæreste Fiona er et spøgelse. Tatiana, en magtsyg adelig vampyr, jager, under dække af at ville opklare Algernons mord, Chrysabelle for at få fingre i ringen, der en gang for alle vil bryde pagten mellem mennesker og overnaturlige…

Der er ikke meget originalt materiale i første bind af Uskyldigt Blod. Menneskene lever i lykkelig uvidenhed om de blodtørstige uhyrer, der går i blandt dem. Vampyrerne lever i stærkt hierarkiske samfund opdelt i klaner med forskellige evner som tankelæsning, sort magi og magisk manipulation. Læg dertil at protagonisten er en smuk, ung og obsternasig kvinde med særligt appetitvækkende blod, som vi kender hende fra for eksempel Charlaine Harris’ True Blood-serie. Men – misforstå mig ret – troper bliver troper fordi de virker, og det gør de også langt hen ad vejen i Uskyldigt Blod.

Der er masser at frydes over for unge vampyrelskere og måske også for de lidt ældre som jeg selv, der aldrig får nok af forførende Dracula-typer og mere eller mindre diskret erotiske ”bide-scener”. Romanen, der måske halter lidt rent spændings- og handlingsmæssigt, er nemlig fyldt til randen af indtil videre uforløste følelser og fortrængte lyster, men hvem ved hvad, der sker i næste bind!?

Selvom Chrysabelles historie ikke er den mest velskrevne, jeg har læst, var jeg godt underholdt hele vejen igennem, og jeg glæder mig til at læse næste bind. Kun to ting irriterede mig for alvor. Mal, der er historiens ufrivillige helt, skal forestille at være på vanviddets rand, et faktum der gentages og insisteres på gennem hele romanen. Problemet er, at det simpelthen ikke passer. Han hører ganske vist stemmer, men det skyldes en forbandelse, og er altså ikke bare noget, han forestiller sig. Han kæmper også mod sin ekstra store blodtørst, der gør at han ikke kan drikke direkte fra en åre uden at dræne ejermanden fuldstændigt, men igen skyldes det hans forbandelse og ikke vanvidsinduceret manglende impulskontrol. Derudover opfører han sig normalt… af en vampyr at være.

Min anden anke er, at Painter har valgt at bruge bibelmythologi som ramme for historien, og selvom det først bliver tydeligt mod slutningen, må man antage at den del vil spille en større rolle i de næste bind. Engle og dæmoner er ikke bare uoriginalt, det er også banalt. I stedet for vægtig tematik får vi en sort/hvid de-gode-mod-de-onde-historie, med et indoktrinerende præg. Det er trist, for alt i alt er Uskyldigt Blod en udmærket bog, bare ærgerligt at der ikke er gjort mere ud af den.

Kristen Painter, Uskyldigt Blod – House of Comarre I, Maj 2016, 533 sider, Forlaget Tellerup.