Sidsel Sander Mittet: Blodet bånd – Morika #3
Blodets bånd er den længe ventede afslutning på Sidsel Sander Mittets fantasyserie om landet Morika.
Præcis som bind 2 fortsatte umiddelbart efter første bind, starter vi i det afsluttende bind lige på og hårdt. Historien bliver stadig fortalt af Korau og Eshri, og på den måde får vi hele tiden to synsvikler på handlingen, og det fungerer stadig rigtig godt.
I bind 3 har vennerne reddet Aubr, men han er meget mærket af den krig, der stadig raser omkring dem. De har vundet et slag over Oryndro, men krigen er på alle måder kun lige begyndt. Venskab og kærlighed bliver endnu en gang sat på prøve, mens de prøver at finde ud af, hvordan de kan vinde over adelen. Selvom hilaer og morikanerne nu kæmper side om side, ligger fortiden stadig under dem som et åbent sår, og de må gå tilbage for at kunne komme frem. Ligesom de finder ud af, at hensynet til det fælles tarv nogle gange må vige for den enkeltes.
Derudover må vennerne må hver især konfrontere deres historie og midt i krigens ødelæggelser finde ud af, hvem de i virkeligheden er, og hvilket stof de er gjort af for at vinde.
Tempoet i bogen er højt, og selvom der er mange ender, der skal bindes sammen her i det sidste bind i trilogien, så klarer Sidsel Sander Mittet det flot. Bind 3 er velskrevet og med karakterer, der er vokset betydeligt siden starten af deres eventyr. Man kan ikke andet end at blive revet med.
Sidsel Sander Mittet har i det hele taget skrevet en meget velfungerende, dansk fantasyserie, og trods lidt startproblemer i bind 1, kan den klart anbefales til fans af genren. Og når man er færdig med serien kan man utålmodigt vente på flere bøger fra forfatterens hånd sammen med resten af os.
Sidsel Sander Mittet, Blodet bånd – Morika#3, Forlaget Facet, Januar 2016, 330 sider.