Jeppe Sandholt: Varulv
“Varulv” er en kort lille roman, der mest handler om ensomhed og storbyens skæve eksistenser.
En ung mand, vores jeg-fortæller, vandrer rundt i byen om natten, når alle sover. Men pludselig sker der underlige ting, folk forsvinder og medierne begynder at taler om, at en ulv er løs i gaderne.
Ordensmagten insisterer dog på, at det hele er banderelateret, men det stopper selvfølgelig ikke spekulationerne. Vores hovedperson møder på sine ture en mærkelige mand med en sabel og en ung kvinde, Vera, som han straks føler sig beslægtet med. Han og Vera indleder et forhold, men Vera går i søvne og vågner de underligste steder ude i byen.
På sine natlige ture ser jeg-fortælleren en underlig skikkelse i tågen og snart taler medierne ikke bare om en ulv, men en varulv. Vi møder også journalisten Mikkelsen, der mest af alt er optaget af at være den, der fanger varulven på kamera og han beder vores unge mand om hjælp. For sådan én, der vandrer i natten må kunne være en stor hjælp i at finde den berygtede varulv. Men er de ikke bare fantasivæsener, findes de overhovedet? Og hvad gemmer sig ellers i storbyens tåger?
Selvom bogen med sine 68 sider er hurtigt læst, så mangler der ikke noget i historien og sprogligt fungerer den rigtig fint. Men den åbne slutning efterlader læseren med en masse spørgsmål og er man mest til historier, hvor slutningen fint binder en sløjfe, så skal man gå uden om “Varulv”. For alle andre er det en fin måde at bruge en vintereftermiddag.
Jeppe Sandholt, Varulv, Forlaget Fahrenheit, December 2015, 68 sider.