Syv kunstnere inviteres på et arbejdsophold på Stormø. Værten er ukendt, men i indbydelsen lyder det, at fordi netop de har leveret særlige resultater til Danmark, er de blevet udvalgt til at besøge dette vidunderlige sted i Danmark, hvor de i ro og mag kan arbejde med og udvikle deres kunst. Og som de mere eller mindre indbildske og egocentrerede individer de fleste af dem er, med hver deres kvababbelser i livet, som de ønsker at flygte fra, smigres de naturligt og tager af sted.

Ved ankomst bliver de dog lidt slukørede – indbydelsen nævnte ikke noget om den manglende telefon- og netforbindelse, væggene lavet af glas og de andre deltagere. Ganske forventeligt foragter de fleste af dem hinanden fra start, hvis man ser bort fra den obligatoriske kvindekarakter med lækkert hår, som flere af de mandlige deltagere hurtigt falder på halen over.

Det idylliske arbejdsophold, som de forventede, bliver hurtigt afløst af små-skænderier, dårlig stemning og mystiske hændelser. Og pludselig begynder deltagerne at undre sig over, hvorfor og af hvem de er inviteret, og hvordan de skal slippe væk. For det vil de pludselig gerne.

Tempoet er oppe fra start i denne spændingsroman, hvor vi lærer deltagerne at kende – både gennem de beskrivelser, de giver af sig selv, men også gennem de betragtninger, de andre deltagere gør sig. En interessant kombination, som skildrer karaktererne skarpt.

Jeg er vild med historien, med sproget og med tempoet. Det er en utrolig velskrevet roman, og forfatteren rammer det ideelle sted mellem et skarpt og lidt temperamentsfuldt sprog, som aldrig kammer over og hele tiden holder et højt niveau. Jeg har tidligere læst romaner af samme forfatter, uden samme begejstring, men Hvor intet bryder vinden er en virkelig god bog, som jeg vil anbefale alle at læse. En af mine bedste læseoplevelser længe.

Leonora Christina Skov, Hvor intet bryder vinden, Politikens forlag, 356 sider, 2015.