// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Rolf Lappert: Pampa Blues
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Ungdomsroman

Rolf Lappert: Pampa Blues

Skrevet af den 13. december 2015 – 07:46Ingen kommentarer

Det eneste 16-årige Ben drømmer om er at komme til Afrika. Han er ved at ombygge et gammel folkevognsrugbrød til turen, og han har sådan ca. læst alt, hvad han kan om landet. Resten har han lært af sin afdøde biologfar. Ben bor i den lille schweiziske flække Wingroden, der består af et par gårde, en butik med værksted, en bodega og en håndfuld skæve personligheder.

Bens mor er ustandseligt på turné med sit jazz-band, hvilket betyder at Ben er ene om at passe sin senile farfar. Noget han bestemt ikke gør med sin gode vilje, men kun fordi, der ikke er andre til det. Det er i hvert fald, hvad han fortæller sig selv.

I byen Wingroden bor også den ældre entreprenør, Maslow, der er fuld af gode idéer til, hvordan deres lille by igen kan komme på verdenskortet. Lidt for gode idéer måske. For flyver der virkelig ufoer rundt over Wingroden? Og hvem er den smukke Lena, der dukker op ud af det blå egentlig?

Pampa Blues er en bog om Ben, og hvordan det er at være teenager ude midt i ingenting. Om drømme og fremtidsplaner og forelskelse. Men det er også et rørende portræt af forholdet mellem Ben og hans senile farfar. Og en kærlighedserklæring til alle de små søvnige byer rundt om i verden, der er blevet sat ud af spillet af den rivende udvikling.

Pampa Blues er en skæv, men sjov coming-of-age roman, hvor det er svært ikke at holde af bogens mange og særegne personligheder. Bogen er filmatiseret på tysk i 2015.

Rolf Lappert, Pampa Blues, Forlaget Turbine, oktober 2015, 277 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.