Fantastisk gribende og rørende fortælling med udgangspunkt i et interessant citat: ”Alle troede, det var umuligt. Så kom en tåbe, som ikke vidste, det var umuligt, og som gjorde det muligt.”

Forfatteren har fortjent sin pris, 2015 Nouveau Talent Award, for dette er så fin, så stærk og så levende en historie om at være fanget i koma. Ja, det er paradoksalt, men det er netop, hvad forfatteren formår. Hun skaber et liv i Elsa, der i flere måneder har været lammet efter en skiulykke. Elsa har ikke kunnet vise omverdenen, at hun stadig er der. For hun kan hverken tale eller røre på sig. Men hun kan høre.

Thibault ønsker sin bror død, efter han har kørt spirituskørsel og dræbt to piger. Et pludseligt besøg på Elsas stue, da han flygter væk fra mødet med sin bror, der også er indlagt, bliver begyndelsen på en forelskelse, en drøm om et menneske, der måske/måske ikke bliver i stand til en dag at gengælde kærligheden.

Forfatteren beskriver Elsas sanselige verden overbevisende, og at Thibault efter nogle besøg forstår, at der i Elsa stadig eksisterer hørelse og begyndende føleevne, virker hverken søgt eller utroværdigt. I stedet fremstår han som en person, der faktisk ser og fornemmer Elsa, hvilket han har til fælles med en ung reservelæge, der heller ikke tror på, at man bare kan slukke for en person i koma.

Jeg er her stadig er en læseværdig bog, som får en til i et rart øjeblik at tro på mirakler.

Jeg er her stadig, Clélie Avit, Lindhardt & Ringhof, udgivelse 30. oktober 2015, 264 sider, oversat af Anders Juel Michelsen