Dennis Gade Kofod: NANCY
Nancy er 25 år, hun bor på Bornholm og er kæreste med den voldelige fyr Thomas. Ham er hun godt træt af og da hun møder den søde og følsomme Albert på HF bliver det ikke svært at vælge at forlade Thomas. Den første del af bogen fangede mig hurtigt, jeg ville gerne vide mere om Nancy og følge hendes udvikling fra rengøringsassistent på et botilbud til en litteraturlæsende HF-studerende.
Den midterste del af bogen er den mindst spændende – her dukker de underjordiske op, en magisk tåge lægger sig tungt om Bornholm og man fornemmer den forestående undergang. Det generede mig at det hele blev så uvirkeligt, jeg ville gerne forblive i den virkelige verden sammen med Nancy og Albert og blev ikke synderligt optaget af de underjordiske.
Men så til sidst, hvor alle forsøger at flygte fra øen, tågen bliver tykkere og tungere, alle er sig selv nærmest og færgehavnen omdannes til en krigszone kunne jeg næsten ikke læse hurtigt nok for at se, hvad der skete med Nancy. Beskrivelserne af massernes adfærd på havnen står stærkt, mennesket er ikke rart, når livet er på spil.
Nancy er mit første møde med Dennis Gade Kofods forfatterskab. Et interessant møde. Bogen er lidt svær at genrebestemme. Socialrealisme møder stærke kræfter fra underverden i en fabulerende dans. Jeg kan godt lide fantasy/magi og jeg kan godt lide socialrealistiske romaner – men jeg foretrækker dem hver for sig. Er det ikke helt så vigtigt for dig med rene genrer, kan Nancy være et fint bud på en nutidig dansk roman fra en velskrivende forfatter.
Forfatteren er uddannet på forfatterskolen, født i 1976 og opvokset på Bornholm som spiller en væsentlig rolle i hans forfatterskab. Han modtog i 2014 Statens Kunstfonds treårige stipendiat, så vi kan håbe, at der kommer flere bøger. Mens vi venter kan vi blandt andre læse debutromanen Anskudte dyr fra 2005 eller Superhelte i det hele taget fra 2009.
Dennis Gade Kofod, NANCY, Rosinante, 208 sider, oktobr 2015.