// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Harlan Coben: Seks år
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Spænding

Harlan Coben: Seks år

Skrevet af den 4. oktober 2015 – 07:32Ingen kommentarer

Det er en rigtig knaldperle, Gads Forlag her sender på gaden. Det siger højt bang, der lugter lidt af krudtrøg, og derefter fortoner indtrykket sig.

Seks år er som Cobens andre bøger en farverig og handlingsmættet omgang, men noget uventet for netop hans forfatterskab, er plottet denne gang for forudsigeligt, og slutningen skuffende. Det er ærgerligt, for der er ansats til noget større.

Jake Fisher mister sit livs kærlighed, Natalie, til en anden mand, og bizart nok er Jake med til parrets bryllup. Her lover han sin tidligere kæreste aldrig at kontakte hende igen. Det løfte holder han i seks år. Han begraver sig i sin universitetskarriere, men da han ved et tilfælde ser Natalies mands dødsannonce, kan han ikke nære sig længere. Han sniger sig med til begravelsen, men den ulykkelige enke er ikke Natalie. Herfra går det stærkt. Jake hvirvles ind i et mareridt. Det sted, hvor Natalie og Jake fandt hinanden, et slags refugium for kunstnere og forskere, har tilsyneladende heller aldrig eksisteret.

Pludselig dukker nogle meget skumle typer op, som er ude efter Natalie, og de er parate til både at torturere og slå ihjel for at finde hende. Ingen vil hjælpe Jake, men gradvist og med livet som indsats graver han dybere og dybere. I denne del af bogen er man virkelig med. Man er forundret og forvirret og forsøger at sammenstykke en forklaring på, hvordan pokker tingene hænger sammen. I takt med at svarene kommer til Jake, bliver det desværre lidt for nemt at gætte sig frem til, hvad der skal ske. Som læser af flere af Cobens andre bøger, er jeg lidt skuffet over Seks år. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke har appetit til mere fra hans hånd.

Harlan Coben: Seks år, Gads Forlag, 301 sider, Oversat af Poul Bratbjerg Hansen

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.