Jojo Moyes har i ’Det store spring’ fortalt en kærlig historie om familierelationer, kærlighedsrelationer og umulige relationer, hvoraf nogle får en positiv effekt.

Først er der en kærlig morfar, der alene er værge for Sarah, en 14-årig pige, og de to personer får man straks sympati for. Morfarens unge år som en af de allerbedste ryttere hos Le Cadre Noir, eliteakademi i Frankrig, blev afbrudt, da han mødte Florence fra England og flyttede med hende til London. Glæden for heste videregiver han til sit barnebarn i form af hesten Boo og oplæring i oldgræsk ridekunst. Da morfaren bliver indlagt på hospital, er Boo det eneste anker for Sarah i en hverdag, hvor hun ingen venner har og bliver tvunget til at kæmpe mod en grisk, ubehagelig pengemand, der har overtaget stalden, hvor Boo står.

Du kan sagtens læse bogen, selvom du ikke kan lide heste.

Advokaten Natasha møder Sarah ved et tilfælde, som bliver endnu omsiggribende, da Natasha påtager sig ansvaret for pigen. Ikke et match made in heaven. Natasha arbejder som skarp forkæmper for børns rettigheder, men hun er ikke skarp til at tale med teenagere. Hun vil helst ikke være ansvarlig for Sarah, og Sarah vil helst være fri og passe sig selv, men Natashas eksmand er af en anden opfattelse.

Mac, eksmanden, og Natasha har et ægteskab under afvikling, men han har boligproblemer og flytter ind i deres fælles hus, hvor også Sarah flytter ind. Parrets uenigheder fylder meget, og utrygheden om morfaren og fremtiden får Sarah til at flygte. På sin hest. Mod Frankrig.

Realistisk historie? Næ, formentlig ikke. Behagelig bog at læse? Ja, det synes jeg. Jojo Moyes formår at sætte noget på spil for både barn og voksne. Hjerteskærende bog? Ja, jeg får faktisk ondt i hjertet over de grumme hemmeligheder, Sarah dækker over af frygt for endnu værre konsekvenser, hvis sandheden kommer frem.

Dette er ikke Jojo Moyes’ bedste bog, men den kan sagtens læses.

Det store spring, Jojo Moyes, Cicero, 1. september 2015, 494 sider, oversættelse af Marianne Linneberg Rasmussen