Nickolas Butler: Shotgun Lovesongs
Et landmandsægtepar, en børshandler, en tidligere rodeostjerne og en succesrig rockmusiker.
De fem er vokset op sammen og tæt på hinanden i et solidt venskab. Vi er i small town Wisconsin. Godt langt ude på landet, hvor majsmarkerne rækker så langt øjet kan skue ud i horisonten, hvor rådyr og bjørne er næsten så lige almindelige som hunde og katte, og hvor melankolien spirer i takt med, at byerne udtørrer. De unge flytter væk for at finde karriere og nye muligheder i anderledes spændende miljøer.
Sådan er det også gået med det tilsyneladende ubrydelige venskab. En bliver børshandler i Chicago. En er på turné og bosætter sig med sin udkårne i New York, mens en anden rastløst rejser rundt mellem de forskellige rodeokonkurrencer. Det er kun ægteparret, som kæmper for at holde liv i deres landbrug, der er blevet tilbage. Men gradvist vender vennerne hjem igen. Tiltrukket af minderne om det landlige, velkendte og trygge. Hver især håber de på, at venskabet kan genoplives, selv om alle nu har meget forskellige ting i bagagen.
Butler fortæller med stor hjertevarme, livsindsigt og humor om tildragelserne, og de fems forsøg på at finde tilbage til, hvordan det var en gang. Det er ikke nemt, og nogle skeletter titter frem fra skabene. Tilgivelse er en stor menneskelig egenskab, og nok nødvendig i mange lange venskaber. Sådan er det også her, og heldigvis kan tilgivelsen indgå i fortællingen uden, at forfatteren forfalder til sødsuppe-romantik. Det er på en gang socialrealistisk og stor poesi. Og så skal det da lige nævnes, at bogens rockmusiker er meget inspireret af Bon Iver-stjernen Justin Vernon, som Butler gik i skole med i Wisconsin.
Nickolas Butler, Shotgun Lovesongs, Forlaget Klim, Oversættelse: Ninna Brenøe, 326 sider, 2015.