Harper Lee: Sæt en vagtpost ud
55 år er så længe, der skulle gå, før fortsættelsen til klassikeren og bestselleren “Dræb ikke en sangfugl” udkom. Litteraturredaktioner i hele landet (verden?) har talt ned til den store verdenspremiere, der fandt sted i tirsdags den 14. juli. Og kan Harper Lee leve op til forventningerne? I høj grad! Og så alligevel med et lille men…
Jeg læste Dræb ikke en sangfugl for ikke ret lang tid siden og har derfor Scout, Jem og deres far Atticus i frisk erindring. Scout er nu blevet 26, flyttet til New York, og vi tager fat på historien igen i toget, hvor hun er på vej hjem til Maycomb i sydstaterne for at besøge sin gamle far, der nu er blevet 72.
Vel hjemme bliver hun konfronteret med en virkelighed, der ryster hendes grundvold. Intet er som det plejer, eller som hun troede, det plejede at være, og hun gør sig nogle opdagelser om sin far og sin opvækst, som hun ikke kan forene sig med. Alt hvad hun mente at tro om sin far og sin opdragelse kastes op i luften og drages i tvivl, og den gode gamle og retfærdige Atticus, manden der i første bog er vildt jaget for at være “nigger-elsker” er pludselig i front for bekæmpelsen af sortes rettigheder – en racist. I hvert fald i hendes øjne. Og hvad stiller man så op? “Jeg kan ikke bekæmpe dig, jeg kan ikke slutte mig til dig”.
Sproget, sceneriet, historien og temaet er som i første bog forrygende. Faktisk er det sådan, at Sæt en vagtpost ud var Harper Lees første bog, men på opfordring fra forlaget, blev bogen lagt til side og i stedet startede vi 20 år tidligere i Dræb ikke en sangfugl. Den information giver mening, når du læser. Blandt andet fordi bogen er fuld af tilbageblik til fortiden. Det kan desværre virke lidt forstyrrende, og endda overflødigt for læsere, der allerede har læst den første, og jeg tog mig selv i at skimte de kapitler lidt. Fordi jeg meget hellere ville frem til handlingen 20 år senere, som jeg synes burde fylde mere.
Ikke desto mindre er det en klar anbefaling herfra. Det er en rigtig god bog og Harper Lee er noget særligt.
Harper Lee, Sæt en vagtpost ud, Lindhardt & Ringhof, juli 2015, 287 sider.