// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Katja Kettu: Jordemoderen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Katja Kettu: Jordemoderen

Skrevet af den 1. juli 2015 – 07:17Ingen kommentarer

Året er 1944. Langt mod nord, hvor Finland, Rusland og Norge mødes, findes en fangelejr med russiske krigsfanger. Jordemoderen Vildøje, der er noget af en særling på egnen, forelsker sig i den tyske SS-officer Johannes. Forelskelsen er så stormende at hun må være i nærheden af ham hele tiden. Hun melder sig som frivillig hjælper i fangelejren, i starten uden øje for de forfærdeligheder der finder sted.

Kærligheden er ikke ubetinget gengældt. Vildøje er noget for sig og Johannes virker mere og mere traumatiseret af krigen. Vildøje drømmer om et liv, langt væk fra krig og fangelejre.

Romanen er inspireret af virkelige begivenheder og er skrevet i et stærkt og voldsomt sprog. Jeg overvejede flere gange at stoppe med bogen, da den er så grotesk og grum, at man sidder med konstant kvalme og ville ønske, at man ikke var så god til at danne indre billeder. Historien er gribende, på en chokerende og dragende måde.

Synsvinkler, tid og sted skifter bogen igennem, så det er ofte svært at orientere sig og det er ikke en bog, der er nem at læse og forstå. Alligevel er man som læser nødt til at finde ud hvad der sker i den fortvivlende kærlighedshistorie, der mere består af begær end af ømhed.

På den ene side ville jeg ønske, at jeg aldrig havde læst den, den er så forfærdelig og rå. På den anden side bliver man fanget af galskaben og et lille spinkelt håb om en happy ending.

Katja Kettu er en finsk forfatter, der med Jordemoderen har opnået sit store internationale gennembrud. Hun er forsanger i et punkband, klummeskriver og filminstruktør. Bogen er solgt til udgivelse i 18 lande og er under filmatisering.

Katja Kettu, Jordemoderen, People´sPress, 2015, 350 sider

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.