Emma Straub: Feriegæsterne
Emma Straubs Feriegæsterne er en rigtig lækker roman, og når sidste side er læst, sidder man tilbage med en rigtig god fornemmelse af, at der er håb for alle, og at det hele nok skal gå.
Vi følger en familie på fire: Franny og Jim og deres to voksne børn Bobby og Sylvia. Bobby er flyttet hjemmefra, og bor sammen med sin kæreste Carmen, og Sylvia er på vej hjemmefra. Med til historien hører også Frannys ældste og bedste ven Charles og hans mand Lawrence. De skal alle holde ferie på Mallorca i et stort hus, der ligger idyllisk oppe i bjergene.
Alle bærer de på hemmeligheder, som dukker frem fra revner og sprækker som ferien skrider frem. Hver især har deres at slås med og samtidigt med, at de skal løse deres problemer, forsøger de at holde en god ferie. Franny står midt i det hele med sin egen sorg og samler alle omkring sig med sine lækre madretter.
Man føler med hver enkelt og krydser fingre for, at alt skal gå godt. Sproget i romanen er smukt, og der er dejlige beskrivelser i af Mallorca, bjergene, maden, vejret og det skønne hus. En rigtig god bog til sommerferien.
Emma Straub, Feriegæsterne, Gads Forlag, 314 sider, dansk udgave juni 2015, oversat af Ellen Strandgaard