Lars Liebst Pedersen: Drengen der hed Bekele
Hvad kan jeg sige om Oskar? Jo, han er en dreng på 13 år, som også bærer navnet Bekele, han er født i Etiopien, er adopteret af Rikke og Morten i Danmark, han har en fantastisk afrikansk maske – og han er hovedpersonen i bogen ”Drengen der hed Bekele”, skrevet af Lars Liebst Pedersen.
Historien udfoldes gennem tre fortællinger: en om Oskars eventyrlige maske fra Etiopien, en om Rikkes, Mortens og Oskars familieliv i Danmark og en mere eventyrlig, hvor Oskar har hovedrollen, som den der skal klare flere forskellige prøver i Etiopien. Det kan være lidt svært at følge den sidste fortælling og dens plads i det samlede hele. Men faktisk formår Lars Liebst Pedersen at samle alle tråde til sidst og binde en sløjfe, der giver mening.
Ud over selve historien, får man også et spændende indblik i Etiopisk historie og kultur, som favner både opstandelser, flygtningelejre, sagn og meget andet.
Bogen er en fin skildring af alle de følelser, der knytter sig til adoption både set fra den biologiske mors synspunkt, adoptivforældrenes synspunkt og fra det adopteredes barns synspunkt. Samtidigt berøres de udfordringer, der kan opstå i en familie med et adopteret barn, når et biologisk barn pludseligt melder sin ankomst.
Lars Liebst Pedersen, Drengen der hed Bekele, Forlaget Turbine, 319 sider, april 2015