Brian Spangård: StjerneBos børn
Smerte med smerte på og en psykologisk thriller, der kører parallelt. Det er de to spor, der møder læseren af romanen StjerneBos børn.
Vi følger en række mennesker, der alle har tilknytning til den gamle ungdomsinstitution SjerneBo. Nogle af dem er voksne nu og har været placeret der som unge for 15 år siden. Andre var de pædagoger, som skulle tage sig af de unge.
Og lige præcis det at tage sig af nogen er et omdrejningspunkt i historien. For man kan tage sig af nogen på mange måder, både venner imellem og voksne og unge imellem. Det står meget hurtigt klart, at pædagogerne på StjerneBo helt har misforstået, hvordan man tager sig af nogen.
Romanens fortællervinkel springer fra det ene unge menneske til det andet, så vi hører deres historie både som ung og nu 15 år senere som voksen, med al den smerte, hver enkelt er nødt til at leve med. Samtidigt bliver der begået et mord i byen og senere endnu et.
Hvordan det hele hænger sammen, bliver afsløret gennem de forskellige fortællervinkler indtil den fulde historie om svigt og smerte ligger udbredt for læseren.
StjerneBos Børn er barsk læsning og en historie der sætter sig fast. Det er også en historie om håb og en historie om hvordan man som menneske kan overleve og komme videre – på trods.
Brian Spangård, StjerneBos Børn, Historia, Januar 2015, 459 sider.