“Vi ses igen i næste drøm” er en fin og tankevækkende fortælling om en ældre mands forsøg på at få greb om livet og forstå fortiden.

Efter mange år i USA vender universitetsforskeren Frank Larson tilbage til Sverige for at deltage i et symposium på sit gamle universitet. Men sådan skal det ikke gå, for han slår hovedet og farer efterfølgende vild i en kælder. Efter at have flakket forvirret rundt, lykkes det ham at komme ud. Kælderen har dog været en form for tidslomme, for han finder hurtigt ud af, at han er tilbage i 20’ernes Sverige. Han overvinder den første forvirring og flere forhindringer, og så lykkes det ham faktisk at falde til. Han kan ernære sig ved at skrive til diverse tidsskrifter, og han færdes i datidens intellektuelle miljøer.

Man kan ikke helt undgå at tænke på Woody Allens charmerende “Midnight in Paris”, hvor hovedpersonen også rejser tilbage i tiden og kommer i kontakt med flere af datidens koryfæer, blandt andet Hemingway og Dali. I “Vi ses igen i næste drøm” er det filosoffer, arkæologer og forfattere, der nok er knap så kendte, som personerne fra Paris.

Larson rejser gennem 1920’ernes Europa og oplever kontinentet på vej fra en krig til en ny. Han gør spæge forsøg på at overtale italienere til ikke at stole på Mussolini, men tidsrejsen bruges ikke som anledning til mere seriøse overvejelser om hvorvidt det kunne være muligt at forandre historiens gang frem mod den næste store krig. Det er tværtimod hovedpersonens behov for at sone sin skyldfølelse over for den afdøde mor, der er i centrum. I Italien møder han den mor, han aldrig prioriterede og tog hensyn til, da hun var i live. Gradvist kommer de to tættere på hinanden, og Larson kan forsone sig med sin fortid. Dermed er han også klar til at vågne igen fra den bevidstløse tilstand, der fulgte af hans uheld ved romanens start.

Carl-Henning Wijkmark: ” Vi ses igen i næste drøm”, Forlaget Møller, Oversat fra svensk af Anne Marie Bjerg, 154 sider