Kate Atkinson: Liv efter liv
Hvad nu hvis? Hvor mange har ikke spurgt sig selv om det et utal af gange. I alle mulige sammenhænge. Og ikke mindst – hvor mange har ikke tænkt på, hvordan verden ville have set ud, hvis man nu havde gjort noget andet, end det man gjorde. Det er noget, vi aldrig får svar på. Men i denne roman er det anderledes – og det er genialt!
Historiens hovedperson er Ursula. Hun dør flere gange undervejs, men så spoler forfatteren tilbage, og så overlever hun alligevel. Fordi en detalje justeres. Den slags detaljer er svære at justere i den virkelige verden og ikke mindst derfor er denne bog fuldstændig fantastisk at opleve. I den første scene for eksempel dør Ursula ved fødslen, da lægen ikke når frem på grund af en snestorm. Men så starter historien forfra og denne gang når lægen frem og redder Ursulas liv. En anden gang drukner Ursula på stranden. Men der spoles tilbage, og i anden version reddes hun af en forbipasserende mand. Og sådan præsenteres vi hele vejen igennem for en historie, hvor vi først går ned af den ene vej og ser hvad der sker, men bagefter får lov til gå tilbage og tage den anden vej. Hvad nu hvis.
På den måde viser denne roman os, hvordan livet og verdenshistorien er gjort af en masse detaljer, som nemt kunne have været anderledes.
Lige præcis verdenshistorien fylder meget i bogen. Vi følger Ursula fra hendes fødsel i 1910 til slut 60’erne, under to verdenskrige, flere steder i Europa, i mange forskellige roller. Som underkuet hustru i et kærlighedsløst ægteskab og som arbejdende kvinde og elskerinde. Tilfældigheder afgjorde, at hun endte de steder. Det er stærk læsning.
Blandingen af fakta og fiktion er som altid en fornøjelse, og jeg har kun godt at sige om denne bog. Læs den! Men hold tungen lige i munden. Den er visse steder lidt svær at følge med i – men hæng på.. Det er for godt til at lade være.
Kate Atkinson, Liv efter liv, Gads forlag, 2014, 529 sider.