Joyce Carol Oates: De forbandede
Hele pakken tiltaler mig, da jeg starter på De forbandede af Joyce Carol Oates.
En historisk roman, starten af 1900-tallet, området omkring Princeton, New Jersey.
En forbandelse rammer nogle af de vigtige familier i byen, folk plages af mareridt og ser syner. Da en ung brud fra én af familierne forsvinder, ryster det alle.
Her burde jeg være helt opslugt af historien og det spændende plot. Desværre efterlades jeg dybt forvirret og lettere rundtosset. Jeg kan simpelthen ikke finde hoved eller hale i fortællingen. Navne der ligner hinanden, så jeg hele tiden må blade tilbage, for at holde styr på det.
Skiftende synsvinkler og spring i handlingen. Oveni kommer forfatterens egne kommentarer og bemærkninger, som slet ikke giver mening for mig.
Jeg gribes i glimt, men slet ikke nok til at blive fanget for alvor. Bogen er overraskende og overvældende og alt for lang med sine 700 sider. Jeg håbede til det sidste at brikkerne ville falde på plads for mig, men det var desværre ikke tilfældet.
Romanen beskrives som en monumental historisk roman. Den er skrevet af Joyce Carol Oates, der debuterede i 1963. Hun har vundet mange priser og har undervist på Princeton Universitet.
De forbandede, Joyce Carol Oates , Gads Forlag, 712 sider, 2014