Så har den pensionerede politimand Dave Gurney, på trods af sit farvel til politiet, rodet sig ud i endnu et efterforskningsarbejde.

Denne gang er det en gammel vennetjeneste, der får ham indblandet i en 10 år gammel mordsag om ”Den gode hyrde”, der slog en række rige og succesfulde mennesker ihjel på præcis samme måde og derefter udsendte et manifest, hvor han redegjorde for sine bevæggrunde – grådighed skal straffes. Den gode hyrde blev aldrig pågrebet, men FBI tog manifestets ordlyd for gode varer og sagen betragtes for så vidt som opklaret – dog uden at have fanget morderen. Dave Gurney er dog af en anden opfattelse, og han lægger sig ud med FBI ved at påpege det ifølge ham temmelig tynde efterforskningsarbejde.

Vennetjenesten går ud på at rådgive en ung kvinde, der er ved at lave et dokumentarprogram om de efterladte til Den gode hyrdes ofre – ”Mordets forældreløse” – som skal vises på en sensationskanal, hvor der ikke spares på virkemidlerne. Under forberedelserne til programserien begynder der at ske en række besynderlige ting, der forstærker Dave Gurneys antagelser om, at sagen om Den gode hyrde langt fra er regnet ud eller overstået.

Bogen er ualmindeligt lang tid om at komme i gang. Der er så meget frem og tilbage og det går så langsomt, at jeg var lige ved at give op. Og da bogen endelig er ved at tage fart (på den anden side af 200 sider) og jeg rent faktisk får lyst til at læse videre, mødes jeg af denne start på et kapitel: ”De var ved at være færdige med en tidlig gang aftensmad bestående af laks, ærter og ris med sød pebersovs”, hvilket gør mig så utrolig træt. Det er et virkelig godt eksempel på, hvordan ligegyldigt fyld kan trække kvaliteten af en ellers god idé til en historie gevaldigt ned.

Hvad er der sket med John Verdon? Jeg var meget begejstret for de første bøger i serien om Dave Gurney Tænk på et tal og Luk øjnene, men denne tredje runde med vores pensionerede stjerneefterforsker holder simpelthen ikke niveauet.

John Verdon, Væk ikke djævlen, Hr. Ferdinand, marts 2014, 522 sider.