// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Marie Markvard Andersen: Adam og det mystiske spøgelseshus
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Børnebog

Marie Markvard Andersen: Adam og det mystiske spøgelseshus

Skrevet af den 23. februar 2014 – 16:02Ingen kommentarer

Engang for længe siden. Før computere og konsoller var hvermandseje. Dengang denne far var dreng. Der var der bøger, hvor du selv var helten. Bøger hvor du, hvis du ville kæmpe mod trolden gik til side 87, og hvis du ville prøve at snige dig forbi, gik til side 109.

Det er den slags bog, som Marie Markvard Andersen har sat strøm til og genskabt som en iPad / iPhone app.

Dermed slipper du for at bladre rundt efter siderne, men kan i stedet vælge med et enkelt tryk på mulighederne og hoppe til det nye sted i historien. Det er effektivt, men man skal samtidig også vænne sig til, at man ikke helt har samme fornemmelse for dybden i historien, som når man har tykkelsen på en trykt bog eller sideantallet i en ebog.

Bogen skulle ellers have 300 afsnit og 47 slutninger og jeg er nok personligt kommet omkring ca. 10 slutninger (de fleste af dem uden en lykkelig slutning for Adam). Men selvom der tilsyneladende er de mange forskellige handlinger, så føltes det ikke helt sådan, selvom 3 forskellige læsere her i huset hver især læste Adam og det mystiske spøgelseshus igennem flere gange.

Der er ellers både uhygge og lidt grin i historien om Adam, som skal lede efter sin forsvundne lillesøster i et uhyggeligt hus i nabolaget. Og undervejs kan han (dig) møde både troldmænd, skøre te-selskaber og uhyggelige elverpiger, de fleste af dem direkte usunde for dit helbred.

Det er som oftest spændende og sproget er der ikke noget galt med, men for at den slags du-er-selv-helten-bøger skal virke skal man have indtrykket af en retning, hvor læseren får et hint om hvad retning plottet bør tage uden at overraskelseselementet ødelægges. Men i Adam og det mystiske spøgelseshus virker ens valg lidt mere tilfældige, som om handlingen undervejs måske ofres for de mange slutninger. Ofte kom Adam af dage uden at jeg helt kunne gennemskue, hvad der ledte op og til det, og jeg ville vende tilbage til starten og vælge muligheder lidt tilfældigt igen for at komme videre.

Jeg anerkender, at det er svært at skabe fornemmelse af et (eller flere) overliggende plot i en du-er-helten-bog, men måske er løsningen en lidt længere historie på bekostning af lidt færre slutninger.

Men er du glad for at læse, for at bliver overrasket og for lidt uhygge så bør du stadig prøve Adam og det mystiske spøgelseshus. Målgruppen er i øvrigt større børn, som kan læse bogen selv. For mens bogen/app´en kan bruges som højtlæsningsbog, så kan vores hovedperson Adam hurtigt komme af dage på forskellige ubehagelige måder, der kan virke voldsomme for yngre lyttere.

Marie Markvard Andersen, Adam og det mystiske spøgelseshus, Carlsen / Lindhardt og Ringhof, 2014, e-bog.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.