// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sander Jakobsen: Forkynderen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Sander Jakobsen: Forkynderen

Skrevet af den 10. januar 2014 – 07:27Ingen kommentarer

I den lille landsby Roslinge lidt uden for Århus finder den lokale præst Thorkild en morgen sin kone død i åen. Hun er blevet skudt og politiet er umiddelbart på bar bund. Hun var vellidt, passede sig selv, der er ingen umiddelbare mistænkelige typer i lokalområdet og hvad sværere er – det viser sig, at præsten tilsyneladende kendte sin kone og hendes gøren og laden meget dårligt, hvorfor han heller ikke kan hjælpe dem på vej.

Thea Krogh, kriminalinspektør fra Århus, bliver sat på sagen og efter et utal af afhøringer, der ikke bringer ret meget med sig, skal en henvendelse fra en af landsbyens mindre troværdige eksistenser vise sig at åbne en lille dør i efterforskningen. Og da Sanne, en ensom kvinde fra Aalborg, findes skudt i sin lejlighed, forsøger Thea at koble de to sager sammen. Og snart udfoldes et ret komplekst stykke opklaringsarbejde.

Sideløbende med efterforskningen følger vi Thorkilds gransken af sin kones liv – og ikke mindst sit eget, og han kommer til at fungere som filosofisk talerør i fortællingen og emner som kærlighed, hævn, tilgivelse og formålet med livet fylder meget – måske for meget. Bogen gaber over meget og derfor falder krimielementerne lidt i baggrunden og der er ikke meget fart på. Men måske er det heller ikke formålet. Bogen adskiller sig fra andre bøger i samme genre ved at dyrke filosofien og forskellen på menneskers livssyn og moral – og dette gøres meget effektivt ved at lade præsten Thorkild og den afdøde Sannes bror Frank mødes i et personligt efterforskningsarbejde, hvor forskellighederne virkelig udpensles.

Jeg kan godt lide bogen. Den gled let ned og plottet var nyt og anderledes. Bogen er en debutroman skrevet af den danske forfatterduo Dagmar Winther og Kenneth Degnbol under synonymet Sander Jakobsen. De arbejder lige nu på næste bog i serien og den vil jeg se frem til.

Sander Jakobsen, Forkynderen, Forlaget Punktum, november 2013, 382 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.