Dennis Lehane: Lev om natten
Dennis Lehane er ganske enkelt hot. Hans krimier sælger i stakkevis, han er medforfatter på The Wire, og så samarbejder han med flere af de helt store skuespillere og instruktører, når hans værker filmatiseres. Der er ikke noget at sige til, at manden har succes. Hans krimier er stramt komponeret, al overflødig snik-snak er skåret væk, og der er altid flere lag i fortællingen. Akkurat som man tror, man kan forudsige handlingen eller slutningen, sker der noget uventet. Den stramme komposition og sproglige stil minder om andre af de store stjerner på den amerikanske krimihimmel – Lehane er beslægtet med Raymond Chandler, James Ellroy og Michael Connelly for blot at nævne et par stykker.
Lev om natten er nummer to ud af en planlagt trilogi om USA i mellemkrigstiden. Det er alkoholforbuddets tid, gangsterne kæmper om markedsandele, politiet og politikerne er korrupte og tørsten efter whiskey, rom eller bare en øl er enorm.
Her er det politimanden Thomas Coughlins søn Joe, der er i centrum. Han drages i stigende grad mod den kriminelle underverden, og hans hurtige opstigning i hierarkiet er blandt andet udløst af et faderopgør, som eksploderer i 117 stykker undervejs.
Der er masser af action og forførende kvinder i tætsiddende kjoler, men der er også en filosofisk undertone i bogen, som hæver historien. Joes avancement blandt gangsterne har en bagside, og det kræver en god portion selvindsigt at bevare sin stolthed og integritet, når grådighed og egoisme presser sig på.
Køb første og dette andet værk i serien, hvis du mangler læsestof i november- og decembermørket. Lehane er en forrygende god fortæller.
Lev om natten, Dennis Lehane, Forlaget Klim, 413 sider, Oversat af Søren K. Barsøe, 2013.