I løbet af de seneste år har Harvard professoren, Alvin Poussaint, og komikeren Bill Cosby turneret USA rundt for at sætte fokus på den sorte underklasses udfordringer. Udfordringer, der vel næppe kan beskrives på anden måde end værende ganske enorme. Some titlen på bogen antyder, så forsøger de to i fællesskab at formulere en ny form for debat, der gerne skulle vende op og ned på specielt den måde, race bliver diskuteret på blandt sorte selv. Altså at skulle væk fra den kategorisering af sorte som ofre, de to forfattere oplever er tilfældet. Og det gør de nu meget godt.

For selvom bogen helt sikkert ikke er skrevet med henblik på en nordjyde bosiddende i København, så kommer man hurtigt igennem den og Cosbys komiske talent skinder (frivilligt eller ej) stærkt igennem mange steder.

Det liver en ellers meget hård bog op. For det er nogle meget alvorlige forhold, der bliver præsenteret. For på trods af at den sorte del af befolkningen i USA blot udgør 12 procent af den samlede befolkning, er der ualmindeligt mange statistikker, hvor befolkningsgruppen er voldsomt overrepræsenteret. Eksempelvis er drab den største dødsårsag for mænd mellem 15 og 25 år. 94 procent af alle drab på sorte, bliver begået af andre sorte og 44 procent af indsatte i amerikanske fængsler er sorte.  

Bogen har en sej ’face the fact’ agtig tilgang, hvor de to forfattere ikke pakker noget ind. Tværtimod går de benhårdt til sagen igennem de otte kapitler, bogen er inddelt i. Kapitlerne beskæftiger sig med en meget bred palet af forskellige emner – hvor flere vel nærmest kan beskrives som ”gode råd på livets vej” agtige skriverier. De er måske ikke så vanvittigt spændende – men igen så er bogen heller ikke skrevet af hensyn til denne læser.

Men der er også meget at hente uden disse ”life lessons”. Kapitlet om uddannelse er tæt på at være en favorit fra min side. Her harcelerer bogens to ophavsmænd voldsomt over, hvordan specielt unge sorte mennesker anser ”Standard English” som værene ”white” – og derfor lægger afstand til den måde at tale på. Eksemplerne de giver er både sigende og vanvittigt skægge. Eksempelvis:

All these misguided souls, poor or not, […] ignoring Standard English because it is ”white”. Unfortunately for them, gangsta rappers don’t design the standardized tests or do the hiring for jobs. And no translator at the UN can tell you what “fo’ shizzle, ma nizzle” means. (s. 119)

Selvom det måske kan lyde sådan, så er det altså ikke et korstog under parolen “at alt var bedre I gamle dage” bogen er ude på. Tværtimod så gør de gang på gang opmærksom på, at sortes rettigheder og muligheder er mangedoblet i løbet af det sidste halve århundrede. Og de to er på ingen måde blinde for, at racismens grimme ansigt ofte viser sig selv i nutidens amerikanske samfund, og at der er meget at gøre på den front stadig.

De stiller blot et stort MEN op, og sætter spørgsmålstegn ved, om det er pga. racisme at unge dropper ud af uddannelsessektoren, at så mange begynder at tage stoffer, dræber folk eller at kun 2 ud af seks sorte børn bliver født i et ”to forældre” hjem (mod fem ud af seks i 1950).  

Selvom man helt sikkert ikke direkte skal oversætte bogen, og dermed tro at man har svarene på danske integrationsspørgsmål, så er der måske alligevel noget at hente på den konto. Specielt er det spændende at læse deres løsningsforslag, der ekstremt fokuseret på familierne, kirken og det nære samfund.

Som borger i Danmark griber man næsten sig selv i at tænke: ” Jo det er fint – men hvor er de statslige puljer med millionerne til pilotprojekter, street walkere, konsulenter og alt sådan noget”. Men der er Cosby & Co meget konsekvente – og har ingen drømme om, at det bliver den amerikanske stat, der hjælper dem. Niks, det er menneskene selv og deres miljøer, der skal rejse sig – og det er faktisk ekstremt forfriskende.

Bogen vakte pæn stor debat – specielt blandt ”the black” community i slutningen af sidste år i USA, hvor specielt Cosby blev anklaget for at stigmatisere den sorte befolkningsgruppe yderligere – og som værende en OREO (med henvisning til de fantastisk smagende små kager, der er sorte udenpå og hvide indeni). Det giver meget lidt mening, hvis man faktisk har læst bogen.

Klippet herunder er fra “Meet the Press” med de to forfattere:

Bill COSBY & Alvin F. POUSSAINT: Come on People – on the path from victims to victors, 247 sider, Thomas Nelson 2007