Efterspillet er en stærk og bevægende historie om kærlighed og forsoning i skyggen af 2. Verdenskrig.

Oberst Lewis Morgan har ansvaret for at føre tilsyn med genopbygningen af det krigshærgede Hamborg. Her hærgede brandstorme, død og ødelæggelse, da de allierede på én weekend smed lige så mange bomber, som nazisterne brugte mod London under hele 2. Verdenskrig. Etageejendomme står skeletnøgne, og tilsodede børn og voksne roder i ruinerne efter savnede, mad og tøj at tage på kroppen, mens briterne desperat forsøger at genindføre en form for orden.

Hamborg var velhavende før krigen, og en række store villaer uden for centrum har overlevet ødelæggelserne. Her installerer de ledende briter sig, og villaernes ejere bliver sat på porten. Men det vil Morgan ikke. Da han henter sig kone og eneste overlevende søn til byen og deres nye store bolig, får husets ejer, Herr Lubert, og hans teenagedatter lov til at blive boende i en lille lejlighed oppe under taget. Herr Lubert er en dannet herre, som fastholder, at han var modstander af Hitler – så meget som det nu kunne lade sig gøre. Man blander sig ikke med tyskerne, men gradvist finder husets beboere sammen, noget modstræbende i starten, for Morgans kone lider under tabet af sin ældste søn.

Langsomt afløses fjendskab og sorg af andre stærke følelser. Det er en gribende menneskelig situation, skildret helt enestående. Og det gælder såvel i skildringerne af krigslandskabet som personernes indre landskaber. Måske skyldes det, at forfatteren er vokset op med historien. Hans farfar, Walter Brook, beslaglagde et af de store huse i Hamborgs udkant i 1946, og stik imod sædvane lod han beboerne blive boende.

Efterspillet, Rhidian Brook, Lindhardt og Ringhof, 363 sider, 2013, Oversættelse: Vibeke Houstrup.