Det lille islandske fiskerleje Tangavik domineres af Knudsen-slægten. Den er vidt forgrenet og kan føres helt tilbage til 1700-tallet. Mange af slægtens medlemmer virker en smule gale. De horer til højre og venstre, drikker sig i hegnet ved enhver given lejlighed, smugler, engagerer sig i erhvervseventyr og sætter rigtig mange skibe i søen.

I egen selvforståelse er de konger af Island. Slægtens historie starter med Fridrik Runolfsson der vender hjem til fiskerlejet efter studier på Christian VII’s tid. Derfra kommer det danskklingende efternavn Knudsen. Fortællingens omdrejningspunkt er Arnfinn Knudsen, fisker, matematikgeni og smugler. Hans far var Tangaviks største kvindeforfører. Arnfinns søn har luftige ideer, og skraber blandt andet penge til sig ved at pantsatte endnu ikke-fangede fisk. Han kropsliggør den islandske spekulant og repræsenterer den sidste konge. For efter ballonerne sprang, og finanskrisen lammede det lille øsamfund, er der ingen konger tilbage, kun tåber. Og de er også en slags helte i Guðmundssons optik. De har humor, livsglæde, og de fornægter som ægte anarkister alle klasseforskelle.

Det kan være svært at orientere sig og holde rede på de mange forskellige navne, og de hændelser personerne er involveret i. Vi springer et par hundrede år tilbage i tiden, er i det 21. århundrede igen, og så retur. Det går stærkt, og det er med at holde tungen lige i munden. ”Islandske Konger” virker som et miks mellem saga, skrøne og slægtshistorie med en ramsaltet humor. Anekdoterne er herligt overdrevne, og personerne springer frem med erobrertrang og appetit på det hele.

Islandske konger, Einar Már Guðmundsson, Lindhardt og Ringhof, Oversat af Erik Skyum-Nielsen, 271 sider, 2013.