Caroline Albertine Minor: Pura vida
Viktoria er taget til Paris. Foran hende venter sprogskole på Sorbonne, nye bekendtskaber og franske oplevelser. Men hun føler ikke ret meget. Det går ikke som planlagt og hun rykker videre. Til New York. Nej, det er heller ikke sagen. Buenos Aires – nej heller ikke. Et sabbatår er blevet til flere – uden formål, men endnu værre uden lyst. Hun er ligeglad. Det hele er lige meget. Hun er rastløs. Og hun gør mig rastløs. Ligesom Viktoria kommer bogen heller aldrig rigtig videre.
Bogen virker for skolet. Den nye generation af unge forfatterinder lader til at have mere fokus på sprog og form end på at formidle en historie eller et budskab. Og det er ikke dårligt, men måske lidt kedeligt? Ingen kan påstå, at Caroline Albertine Minor ikke kan skrive. Men kan hun fortælle en historie? Jeg synes kun vi kradser i overfladen af en historie her.
Caroline Albertine Minor, Pura vida, Rosinante, august 2013, 220 sider.