Jonatan Tylsgaard Larsen: Volontøren
Volontøren – God til backpackere. Forbudt for forældre!
Volontøren er både spændende og velskrevet. Den giver en lyst at lære bogens hovedperson Mikkel meget bedre at kende. Kort fortalt er den unge verdensborger rejst til Honduras for at arbejde hos NGO’en Todos. Det er en international NGO, der kæmper for retfærdighed. Mikkel er nyuddannet journalist, har formidable sprogkundskaber, da han har boet Spanien samt en stærk retfærdighedssans, som skubber alt andet til side. Han er vidende, dygtig og ambitiøs. Men han er også baskende naiv og falder i NGO-fælden med at tro, at han kan det hele og ikke behøver fattigdommens og den forråede volds regler.
Kernehistorien er kampen mod det berygtede sikkerhedsfirma Hondusec, som er hævet over loven og dybt engageret i den hondurianske korruption, magtelite og alt andet ondt. At føre retssag mod et firma af denne kaliber er både farligt og besværligt og Mikkel og resten af NGO’en må igennem frygtelige pinsler og moralske dilemmaer, før de måske – måske ikke – når målet.
Mikkel eller Miguel er på mange måder en anti-helt. En elefant i en porcelænsbutik, som udsætter sine omgivelser for farer og knuser kvindehjerte(r). Men det er det, der gør hele historien så charmerende: for rigtige mennesker af kød og blod gør ofte dumme ting, roder sig ud i problemer og får skrammer af kærlighed. Det virker ægte.
Det er bestemt en bog, der bør nydes af det unge menneske, der kæmper for at forandre verden (og den 32 årige, der allerede har været der). Men bør nok ikke læses af forældre, der netop har vinket farvel til deres (halv)voksne barn i lufthavnen.
Jonatan Tylsgaard Larsen, Volontøren, 319 sider, Juni 2013, Forlaget Fokal