Når unge har været optaget af elevrådsarbejde, studenter –eller ungdomspolitik sker det ofte herhjemme, at  de får skudsmålet i en blå bog eller på anden vis, at ”hun bliver statsminister” eller ”han vil helt sikkert drive  det vidt” og den slags. Da Harvey Rice, rektor for Macalester College i Minnesota, introducerede sin klasse for den nye afrikanske udvekslingsstudent, Kofi Annan, med ordene ” […] han vil blive en af verdens ledere en dag ”, ramte forudsigelsen fuldstændigt plet.

Kofi Annan var generalsekretær for De Forenede Nationer i 10 år – fra 1997 til udgangen af 2006 og blot den syvende i rækken. Årene som generalsekretær får naturligvis megen plads i bogen af den tidligere udenrigskorrenspondent ved Los Angeles Times, Stanley Meisler. Halvdelen ca. fylder de år, hvor Annan overtog havde ledelsen af FNs sekretariat – og halvdelen er dedikeret til beskrivelser af væsentlige begivenheder i Annans ungdom samt karrieren igennem FN systemet.

Og lad det da endelig være sagt med det samme. Det er ikke en bog, der vil stille Kofi bashing, John Bolton fanatiske, FN hadende læsere specielt tilfredse. Slet ikke. Meisler gør det meget klart, at han er en stor tilhænger af De Forenede Nationer – og at han ser Kofi Annan som en stor mand i en meget svær periode af vores nyere historie.

Med det sagt mener jeg alligevel, at Meisler ikke maler et ensidigt skønmaleri. Meget åbent og ærligt beskriver han eksempelvis de tilfældigheder, der i sidste ende placerede Annan som SG, om end der kommer en del flere nuancer på den ulykkelige situation omkring folkemordet i Rwanda, går Annan heller ikke helt uden skyld fra kapitlet ligesom skandalen omkring sønnen Kojo behandles.

Men det er klart, at køber man det billede, der har stået tilbage efter en massiv (amerikansk ledet) kampagne, der udelukkende haft til formål at få Annan til at fremstå som en kynisk, magtsyg, korrumperet og svagt menneske – vil man næppe være glad for bogen.

Er man omvendt – som denne læser – en ideologisk meget stor tilhænger af FN, af fred og Annan så er bogen bestemt et bekendtskab værd. Udover at man får et spændende indblik i en vildt fascinerende verden og et tilsvarende interessant menneske,   beskæftige bogen sig med kriser som Rwanda, Bosnien, Kosovo, Østtimor og ikke mindst(!) Irak. Gang på gang bliver man mindet om, hvor afgørende væsentligt det er at have et verdenssamfund, der reelt tager et ansvar på sig i spørgsmål om menneskelig lidelse.

Der bliver brugt meget krudt på det amerikanske forhold til FN og Kofi igennem bogen. Det er også glimrende – specielt er det selvsagt spændende at følge udviklingen fra Kofi Annan ”USA’s kandidat til at vælte Boutros-Ghali” til Kofi Annan: ”Number one skydeskive for det Hvide Hus”. Har man tidligere læst den tidligere amerikanske FN-ambassadør og udenrigsminister, Madeleine Albrights erindringer ”Madame Secretary” – er det pænt tydeligt, at der er en del uenighed omkring historieskrivningen mellem Albright og Annan.

Det er en varm skæbnefortælling om en dreng fra Ghana, der bliver en stor kanon på den globale scene. Men det er også en bog om FN – om de enorme muligheder i organisationen – og de enorme svigt op igennem ’90erne og i starten af det nuværende årtusinde.

Personligt manglede jeg en hel del mere om Annans arbejde med reformer af De Forenede Nationer samt arbejdet med udarbejdelsen af de såkaldte 2015 mål, der tydeligt har sat spor over hele kloden. Både helt konkret og i måden at forstå udvikling og Verden på.

P.S
En lille ting der undrede mig flere gange igennem læsningen af bogen, havde at gøre med Michael Alrings danske oversættelse. Jeg har på ingen måde noget at udsætte, men er det meget almindeligt, at man i oversættelsen redigere i indholdet af teksten uden at gøre opmærksom på det?
Eksempelvis tvivler jeg på, at Meisler selv har brugt nedenstående ordlyd:

” Kosovo er en provins, der er halvanden gange så stor som Sjælland, og den har knap to millioner indbyggere. Den indtager en særlig […] ” (s. 191)

eller har den tidligere Los Angeles Times korrespondent ulejliget sig med følgende oplysning?

” […] han havde kortest anciennitet, men var mest velskrivende. Mousavizadeh, der er dansk statsborger, forlod kort efter FN […] ” (s. 219)

Stanley MEISLER: Kofi ANNAN – fredens mand i en verden af krig. TV2 News, 2007 , 327 sider