// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Simone Felice: Black Jesus
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Simone Felice: Black Jesus

Skrevet af den 10. juni 2013 – 07:31Ingen kommentarer

New York-sangskriveren og musikeren Simone Felice debuterer med ”Black Jesus”, og det er al ære værd, at forlaget Republik nu får bogen ud til de danske læsere. Det er en intens sag, historien er kogt ind og kogt ind, så den står med mange helt koncentrerede billeder og lyriske passager. Evnen til at skrive så koncentreret kommer fra måske Felices baggrund som sangskriver, og hans tekster har da også høstet anerkendelse for at kunne stå som poesi, hvis musikken ikke længere spiller.

”Black Jesus” er en ung marinesoldats øgenavn, og han vender ved bogens start hjem til USA. Synet har han ikke fået med, det er revet væk af en bombe. Hans liv synes at være standset, som han sidder der i en gyngestol i udkanten af Catskills Mountains hos sin mor. Hun forsøger at overleve ved at sælge gammelt ragelse og nogle få værdifulde genstande fra et loppemarked. En dag dukker den forslåede danser Gloria op på sin knallert. Hun er på flugt fra en falleret musikanmelder, og sammen prøver de to nu at genfinde livet.

Bogen er befolket af skæve eksistenser, der lever på randen af det etablerede samfund. De har alle haft deres håb og illusioner, men den amerikanske drøm drømmes ikke længere her. De store løfter er brudt, og håbet er væk. Og dog, det er det så alligevel ikke helt, kan man forstå, efterhånden som bogen skrider frem. Personerne har en gnist tilbage, og det giver fortællingen en skøn forsonende tone.

Simone Felice, Black Jesus, Forlaget Republik, 196 sider, Oversættelse: Valdemar Lund, 2013.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.