Da duerne forsvandt er tredje bind i forfatteres tetralogi om Estlands historie. Og det er dér vi befinder os, under og efter 2. verdenskrig, med alt hvad det indebærer af frygt, armod og forfærdelse.

Vi følger Judith og Edgar, der er gift, men lever i et kærlighedsløst forhold. Og da Edgar forsvinder under nazisternes erobring af Tallinn, er Judith faktisk ikke så ked af det. Og så er der Edgars fætter, Roland, der er en del af den estiske modstandsbevægelse. De tre karakterer spredes og havner på hver sin side af krigen, og alle er de splittede i deres kamp for overlevelse – men hvad vægter mest? Familien, landet eller drømmen om et bedre liv?

Judiths historie er gribende, men den fylder i starten alt for lidt. Det er kun efter detaljeret historieundervisning, at vi får lov til at komme rigtigt ind under huden på de mennesker, der gør denne del af af vores verdens historie rigtig spændende fra en skønlitterær vinkel. Ellers er det for tørt og tungt – og så kunne jeg lige så godt have hevet en historiebog ned fra hylden. Og det skorter ikke på historisk research, skift i tid, sted og synsvinkler og det er svært at bevare overblikket. For hvor er jeg og hvem læser jeg om nu? Dette hænger helt sikkert sammen med, at forfatteren har bygget denne historie op omkring den historiske karakter Edgar Meos, der levede under skiftende identiteter og arbejdede for forskellige efterretningstjenester. Så historien afspejler måske meget godt den forvirrende virkelighed fra dengang.

Der er en meget tydelig indignation fra forfatterens side, men det er som om, at hun i dette tredje bind mister fornemmelsen for den rette balance – der er for meget historisk teknik og for lidt menneske. Og derfor er den ret tung at komme igennem. Her og der kommer der en perle af et kapitel, lige når du er ved at give op, og selvom bogen tager mere fart hen mod slutningen, sidder jeg tilbage med en lidt tung læseoplevelse.

Sofi Oksanen, Da duerne forsvandt, Rosinante, april 2013, 355 sider.