Robert Muchamore: Cherub 14: Skytsenglen
”Luk røven og hold nallerne fra computere” befaler Leonid, efter at han har tæsket drengen Ethan. I Cherub nr 13 levede Ethan et beskyttet liv med sin mor i Californien indtil Klanen dræbte hende og bortførte ham til den mørkeste afkrog af det tidligere sovjetland – Kyrgyzstan. Her lever Klanen af at smugle våben, narko og mennesker. En handel som bekæmpes af Cherub – en organisation, der bruger børneagenter, fordi voksne forbrydere ikke mistænker børn for at være agenter.
Børneagenten Ryan har gjort sig gode venner med Ethan og er nu den eneste han tør tale med. Ethan ser Ryan som sin skytsengel, men han ville nok være knap så glad, hvis han vidste at Ryan udnytter ham til at skaffe oplysninger ud af Klanens computere. Ethans tilværelse ser sort ud. Så da han får muligheden for at komme væk til en kostskole griber han muligheden med kyshånd og Cherub-agenterne gør sig parate til få ham ud af klanens kløer. Men tingene udvikler sig på en helt anden måde end nogen forventer…
Cherub 14 er absolut hamrende fedt skrevet af Robert Muchamore og er oversat med vanlig sans for detaljerne af Thomas Munkholt. Cherub er noget så sjældent som en lang serie, der ikke taber pusten, men bare bliver bedre. Forfatteren er ikke bange for at lade sine helte få røvfuld og være nogle skiderikker, som når Ryan fører Ethan bag lyset og Ethan nærmest kommer igennem en kværnemaskine af vold. Graden af realistisk vold er så omfattende, at det ikke viger tilbage fra de nyeste tv serier og film – for voksne vel og mærke. Volden virker dog ikke påklistret, men den viser uden filter, hvor ubehagelig verden kan være og hvad man kan blive presset til at gøre, hvilket Ethan erfarer på den hårde.
Samtidigt med at Ethan kæmper for at komme ud af kløerne på Klanen, følger vi livet blandt Cherub-agenterne. Her ramler Ryans kæresteproblemer sammen med missionen mod klanen, mens den kinesiske pige Ning kæmper for at blive fuldgyldigt medlem af Cherub. Tilsidst knyttes alle handlinger sammen i en hæsblæsende slutning, hvor Cherub og Klanen krydser klinger for fuld skrue.
Bogens sideløbende historier gør, at man ikke får et øjebliks ro som læser og siderne vender nærmest sig selv. I hvert fald røg min lørdag med at ligge i en solstråle med unger kravlende hen over mig, mens jeg fløj gennem Cherub 14 – fedt!
Cherub 14, Skytsenglen, Robert Muchamore,Peoples Press jr. 276 sider, 2013.
[…] for at den snart dukker op. Jeg glæder mig i hvert fald. Fik du læst mission 14: Skytsenglen? Bogblogger har postet en anmeldelse (af Emil Blichfeldt) der bl.a. […]