// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Orla Borg m.fl.: Storm – den danske agent i Al-Qaeda
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Konspirationer, Samfund

Orla Borg m.fl.: Storm – den danske agent i Al-Qaeda

Skrevet af den 31. januar 2013 – 10:17Ingen kommentarer

I oktober sidste år tonede Morten Storm frem i de danske medier med en opsigtsvækkende historie om et liv som først rocker, derefter fundamentalistisk muslim og til sidst PET-agent med tæt kontakt til Al-Qaeda.

Historien vakte enorm opsigt. Især da Morten Storm hævdede at have spillet en aktiv rolle i arbejdet med at få en højtstående Al-Qaeda leder dræbt. Sagen er nemlig den, at PET og dets agenter ikke må medvirke til den slags.

Personligt har jeg været skeptisk over for Morten Storms historie, der ganske enkelt lød til at være for langt ude. Men når hele fortællingen samles under ét tag i bogen ”Storm – den danske agent i Al-Qaeda” kommer den til at virke meget troværdig.

Efter en ungdom som blandt andet rocker og hashsmugler, bliver Morten Storm i 1997 pludselig fundamentalistisk muslim. Han tager sin nye religion meget alvorligt, får to koner, bor i længere perioder i Yemen, dyrker Islam meget strengt og kommer i nogle af de mest rabiate islamistiske miljøer i England.

I Yemen og Luton får Morten Storm kontakt til rabiate prædikanter og i sidste ende højtstående Al-Qaeda folk. Han bliver forsøgt hvervet af den danske og britiske efterretningstjeneste til et arbejde som hemmelig agent i det islamistiske miljø. Men Morten Storm takker i første omgang nej.

Men da en tur ned til de kæmpende brødre i Somalia i januar 2007 pludselig ikke bliver til noget, vender Morten Storm om på en tallerken og siger farvel til islam. Han bliver dog i miljøet – nu som agent for PET, britiske MI5 og MI6 samt CIA.

Fra 2007 til 2012 arbejder han som agent og leverer et hav af nyttig viden til efterretningstjenesterne. Den mest bemærkelsesværdige mission er Morten Storms ihærdige arbejde med at få anbragt sporingsudstyr hos en højtstående Al-Qaeda leder, som gemmer sig i ørkenen i Yemen.

Lederen bliver dræbt af et dronefly nogle måneder senere. Men CIA benægter, at det var Morten Storms arbejde, der førte til at drabet kunne udføres succesfuldt. Og den benægtelse giver forholdet mellem efterretningstjenesterne og deres agent et alvorligt knæk. Morten Storm slutter dog sin agentkarriere af med at finde en anden Al-Qaeda leder i Yemen. Men CIA ønsker ikke længere at samarbejde med Storm og bruge hans oplysninger. Storm føler sig også svigtet af PET, og derfor ender manden med at gå til Jyllands-Posten med sin opsigtsvækkende historie.

Bogen giver et helt unikt indblik i PET’s arbejdsmetoder og PET-medarbejdernes generelle gøren og laden. Som skatteborger kan man ikke lade være med at studse over hvordan PET og Storm utallige gange mødes på luksushoteller i ind- og især i udlandet. Ofte på varme steder som Thailand, Spanien og Portugal. Og møderne krydres ofte med heftige byture, hvor PET-folkene med standardkommentaren ”Dronningen betaler” lystigt svinger kreditkortet og køber drinks.

Bogen er tydeligvis skrevet meget hurtigt, for at den kunne være på hylderne mens sagen stadig er på nethinden hos de potentielle købere. Det kan være svært at følge med, når forfatterne springer frem og tilbage i årstallene og på ganske få linjer får nævnt at Morten Skov bliver gift, flytter til England, får børn, bliver skilt og lignende. Men selve fortællingen og sproget fejler ikke noget. Og historiens pointer fremstår knivskarpe og beskrives meget detaljerede.

Hvis man vil være up to date på en af de væsentligste historier sidste år og læse den mere detaljerede historie om en helt almindelig mands arbejde som PET-agent end den medierne har givet os, så er ”Storm – Den danske agent i Al-Qaeda” helt nødvendig at læse. Og den opsigtsvækkende og utrolige historie opvejer til fulde det lidt sjuskede arbejde.

Orla Borg, Carsten Ellegaard Christensen, Michael Holbek Jensen: “Storm – Den danske agent i Al-Qaeda”. Jyllands-Postens Forlag 2012. 288 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.