// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Simon Scarrow: Gladiator 2 – Gadekamp
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Ungdomsroman

Simon Scarrow: Gladiator 2 – Gadekamp

Skrevet af den 29. januar 2013 – 12:00Ingen kommentarer

Marcus er søn af Spartacus – den store gladiator, der blev leder af en hær af slaver. En slavehær, der rystede den Romerske republik, indtil slavehæren i 71 før vor tid (f.v.t) blev overvundet af de romerske legioner. Nu er året 61 f.v.t og Marcus på 11 år kæmper for at befri sin mor og hævne sin far. Han har bare ét stort problem: Han er selv slave.

I første bind af serien bliver Marcus oplært til at være gladiator. I bogens slutning kæmper han en kamp på liv og død i arenaen, en kamp hvor han får mulighed for at redde Julius Cæsars niece Portia. Som tak for sin indsats bliver Markus købt af Cæsar og kan se frem til en tilværelse som livvagt for Portia.

Anden bog starter lige på og hårdt. Markus skal bevise sit værd og kommer i kamp med den langt ældre Festus, der giver ham en ordentlig omgang tæv. På trods af tæv og vrede lærer Markus hurtigt, hvordan man slås, når det gælder om at vinde og ikke bare underholde. Hans læremester Festus tager ham med til møder i senatet, hvor Cæsar og hans allierede – rigmanden Crassus og hærføreren Pompeius – er i gang med at lave store omvæltninger i Roms magtbalance. Ændringer så store, at Cæsars modstandere hyrer bander til at dræbe de tre mænd og deres familier.

Da Portia bliver angrebet og kun overlever efter at Marcus har udkæmpet en blodig kamp, vælger Cæsar at slå igen med samme midler. Men det viser sig ikke at være nok, og Marcus vælger at infiltrere den fjendtlige bande for at lære deres planer at kende. Det viser sig at blive en risikabel affære!

Gladiator
er spændende læsning, der foregår i tiden, hvor Rom ændrede sig fra at være en republik med senatet som folkets stemme, til at blive et imperium med Julius Cæsar som diktator.
Undervejs i læsningen savnede jeg et opslag bag i bogen, der kunne give et overblik over de mange historiske begivenheder og navne – denne mangel kan heldigvis hurtig klares på nettet http://da.wikipedia.org/wiki/Romerriget.

Bogens mange oplysninger om romertiden fungerer som en god kulisse for historien om Marcus’ kamp for at befri sin mor og hævne sin far. Undervejs får han dog også tid til at dyrke sit venskab med den jævnaldrende slave Lupus og Cæsars niece Portia. Selvom Portia ser helt anderledes på livet end Marcus, viser det sig, at der er flere lighedstræk mellem en rigmandspige og en slave, end man umiddelbart skulle tro. Portia er også en handelsvare, som Julius Cæsar kan gifte bort til hvem han vil for at styrke sin egen magt.

Simon Scarrow, Gladiator 2 – Gadekamp, Peoples Press Jr. 237 sider, For de 12-16 årige

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.