Er det rimeligt, at det danske monarki koster skatteborgerne cirka 1½ million kr om dagen? Og er det rimeligt, at de kongelige supplerer den rundhåndede offentlige støtte med dyre gaver, luksuriøse ferier og meget andet godt fra erhvervslivets top. Er der en risiko for, at kongehuset bringer sig i et afhængighedsforhold? Det er et par af de spørgsmål, som journalist og forfatter Jens Høvsgaard rejser i sin bog.

Høvsgaard gør sig umage for ikke at give entydige svar, for ambitionen med bogen er at fremlægge de oplysninger om kongehuset, som normalt ikke omtales. Men det skinner igennem, at han er forarget, og det er der måske også grund til at være.

I forfatterens optik er de kongelige blevet erhvervslivets reklamesøjle, og det i en grad der snublende meget minder om korruption. De royale er meget flittige til at stille op, når bestemte virksomheder, som f.eks. Lego har brug for det, gerne ved fremstød i udlandet. I andre sammenhænge stiller erhvervsledere så bl.a. luksusyachter, skotske jagtslotte og privatfly til rådighed for prinser, prinsesser og dronninger. Og de forærer gladelig sejlbåde, sportsbiler, inventar, smykker og eksorbitant dyre tasker som gaver til kongehuset. Det er der god reklameværdi i for virksomhederne. Ud over reklameværdien ser Høvsgaard en anden årsag til at erhvervslivet har spenderbukser på. Der har de seneste år været en tendens til, at flere og flere erhvervsledere modtager ordner og titler fra kongehuset. Disse ordner og udnævnelser er adgangsbillet til den absolutte magtelite, og dermed er den sociale opstigning sikret.

Høvsgaard kritiserer kongehuset for ikke at leve op til mange af de fine skåltaler bl.a. om klimaet. Kronprinsen har for længst solgt sin elbil og er vendt tilbage til nogle af de helt store benzinslugere. Men ved offentlige lejligheder kan man jo låne en, så man ankommer i harmoni med den grønne profil. Og dronning Margrethe foretrækker at benytte sig af luftvåbnets helikopter, når hun som privatperson besøger et museum i Skagen. Der bliver dog kørt en Bentley fra København og hele vejen gennem Jylland, så majestæten kan transportere sig standsmæssigt den knap tre km. fra helikopterens landingssted til museet.

Bogen er spækket med eksempler på denne ekstravagance og de særdeles tætte og meget personlige bånd mellem monarki og erhvervsliv. Men er det ikke netop kongehusets berettigelse, at de er med til at promovere vores virksomheder, og på den måde skabe omsætning og arbejdspladser? Det kan man mene, men Høvsgaard har ret i, at det er betænkeligt, at vi har statsoverhoveder som uden for enhver demokratisk kontrol lader sig sponsorere. Det var aldrig gået for vores politikere at modtage bare en brøkdel af det, som flyder fra virksomhederne og direkte ind på Amalienborg, hvor goderne tilsyneladende modtages med kyshånd. Det er et spændende og noget bekymrende indblik, man får i livet i samfundets top.

Jens Høvsgaard, Det koster et kongerige, Bag om kongehusets penge og privilegier, Forlaget Rosinante, 253 sider.