// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » J.R.R.Tolkien: Hobbitten – eller ud og hjem igen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Børnebog, Fantasy, Roman

J.R.R.Tolkien: Hobbitten – eller ud og hjem igen

Skrevet af den 13. december 2012 – 11:08Ingen kommentarer

Endelig er tiden kommet, hvor børn og barnlige sjæle vil glædes i fryd over syngende dværge og afhuggede troldehoveder. Men inden man drager i biografen for at se den aktuelle film Hobbitten, skal man selvfølgeligt læse Tolkiens bog, Hobbitten! Jeg vil anbefale at købe jubilæumsudgaven af bogen, som har medtaget kortet over rejsen. Det er desværre udeladt i paperbackudgaven.

Eventyret udspiller sig i Midgård og tager sin begyndelse i byen Hobbitrup. Nærmere bestemt i det hyggelige hobbithul, Sækkedyb, som velnok er det mest trygge og rare sted, man kan forestille sig. Her bor hobbitten Bilbo, der elsker fred og ro. Bilbo bliver meget overrasket, da han får uventet besøg af en flok dværge og troldmanden Gandalf. De 13 dværge har behov for en indbrudstyv til at hjælpe dem med at generobre Thorins tabte rige fra dragen Smaug. Bilbo er dog ikke meget for at hjælpe, og først da dværgene kalder ham en bangebuks, forlader han sit trygge hjem.

Ved rejsens start har dværgene ikke mange pæne ord tilovers for den lille frygtsomme hobbit. Bilbos første mission som listetyv går da også helt i vasken, da han prøver at stjæle fra troldene i Troldkratskoven, hvor kun Gandalfs evner får dem reddet. Vendepunktet kommer først inde i Tågebjergene. Her bliver de taget til fange af bjergtrolde, men endnu engang redder Gandalf dem og de flygter ud gennem de mørke tunneler.

For sent finder de ud af, at hobbitten ikke er med. I mørket møder Bilbo det uhyggelige væsen Gollum. Et møde, som Bilbo kun overlever, fordi han får fingrene i en ring, der kan gøre ham usynlig. Det får hans mod til at vokse og snart finder både han og dværgene ud af, at han kan meget mere, end han selv tror.

På trods af, at Hobbitten første gang så dagens lys for 75 år siden, er eventyret medrivende og spændende. Bogen er skrevet på en måde, som man sjældent ser i dag: Fortælleren henvender sig direkte til læseren og afslører i flere tilfælde ting, som først sker senere i historien. Men det gør ikke noget, for det hele er med til at fremtrylle en stemning, om en tid der ikke findes mere, en tid med trolde, drager og hobbitter. En tid, der heldigvis lige er kommet til live igen på det hvide lærred.

J.R.R.Tolkien, Hobbitten – eller ud og hjem igen, 323 sider, Gyldendal, Denne udgave 2012, Original udgave 1937.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.