Så er vi tilbage i det grå univers – det sidste kapitel i Ana Steele og Christian Grey-sagaen var ikke skrevet efter de første 500 sider.

Ana og Christian finder selvfølgelig sammen igen og er tilbage i det fantastiske – omend noget svingende – forelskede univers. Ana lærer meget mere om sin Christian, der synes at have vendt på en tallerken og bare vil have et “normalt” forhold med vaniljesex. Men fortiden lurer og Ana ved ikke om hun kan klare det. Lige indtil de mest perfekte grå øjne kigger på hende, så hun smelter.

Ak ja, det er hyggeligt at være tilbage, men men men…

Først føler jeg trang til at nævne dette: Sproget i disse bøger har været omdrejning for megen diskussion, og nej – det er ikke en stor sproglig oplevelse at læse denne bog. Også i dette bind er hans hænder og tunge “nådesløse” og “uforsonlige” hele vejen igennem og om det er dårlig oversættelse eller dårligt sprog skal jeg lade være usagt. Men jeg kan næppe forestille mig, at målet med bogen har været at give læseren en stor sproglig oplevelse, så skal vi ikke bare begrave den.

Til gengæld har E L James dog været noget liberal i sin genbrug fra første bind og der går kun ganske få sider før vi igen får blomster med posten, flyver helikopter og tvinges til at spise af den karismatiske Mr. Grey, der stadig ikke bryder sig om, når Ana bider sig i læben. “Lad være med at bide dig i læben Miss Steele, du ved hvad det gør ved mig”. Lidt kedsommeligt. Tungen kører stadig i cirkler, hænderne rives stadig hårdt gennem håret og han fylder hende stadig ud. Jeg er klar over, at vi har med de samme to mennesker at gøre, og at det seksuelle univers er begrænset (eller hvad?), men man kan ikke skrive 2×500+ sider med alt for meget af det samme. Dét kan man tillade sig at kritisere. Og hermed gjort.

Derudover er den konstante reference til de sange, der spilles i bogen virkelig et irritationsmoment, især fordi det stinker så kommercielt. For der findes selvfølgelig også et Fifty Shades soundtrack! Når de to går på dansegulvet spilles der “I’ve got you under my skin” og “It had to be you” – come on!

Og så er der hendes indre gudinde som hele tiden slår kolbotter i hjørnet af fryd, sådan lidt Ally McBeal billedsprog-agtigt, som fylder enormt meget og er virkelig irriterende.

Disse ting fokuserer man på, når man ikke er i the Fifty Shades Zone. Og det skal man være, for at nyde denne bog. Og det kommer man også ret hurtigt – hvis man bare tager eventyrbrillerne på og tager bogen for hvad den er: god underholdning, der sætter gang i din libido – hvis du altså lader den.

E L James, Fifty Shades – I mørket, Pretty Ink, oktober 2012, 542 sider.