Sengen er giftig er en række personskildringer om mænd på vej – på vej ind i eller ud af kriminalitet, en tilfældig kvindes seng, et værthus, fængslet eller en narkotikarus. Ofte det sidste.

Der går for meget narko i den til min smag – så fascinerende er det heller ikke. Men det understreger utrolig godt det underliggende tema om, at det hele tiden skal være vildere, større, dyrere og mere grænsesøgende. “Når du har stimuleret alle dine sanser så intenst og længe, at det ekstreme udgør normalen, bliver du ramt af intetheden”.

Han beskriver et for mig fuldstændig ukendt univers og får mig til at føle mig naiv, når jeg vantro tænker for mig selv, at det ikke kan være rigtigt. Men det er absolut troværdigt.

Sproget er varieret og meget præcist og billedligt. Nok er der masser af den – for mig – forventede “Joker-jargon”; “Det var pikkens fødselsdag. Hver dag. Og hvis kæresten ikke lynede ned og sagde tillykke, måtte andre jo gøre det”. Men der er lige så meget sprogmusik og vedkommende betragtninger.

Jeg sidder tilbage med spørgsmålet om, hvor selvbiografisk bogen mon er… Måske især efter at have læst følgende passage: “Han havde aldrig skrevet en roman før. Aldrig gået på forfatterskole. Eller særligt meget i skole for den sags skyld. Hvem var hovedpersonen? Ham selv? Hvem spillede birollerne? Var det her ikke bare gruppeterapi, hvor han selv sad på alle stolene i rundkredsen?”.

Bedøm selv. Det er ikke uinteressant læsning. Historien i sig selv er måske lidt snæver, men sproget er en oplevelse og det var fedt at læse noget helt andet.

Jesper Dahl, Sengen er giftig, Politikens Forlag, Oktober 2012, 250 sider.