Elizabeth Haynes: Mørke afkroge
Elizabeth Haynes debuterer med denne intense og rystende fortælling om Cathrine, hvis drømmemand udvikler sig til et skånselsløst og sadistisk monster. Romanen er et studie i, hvor galt det kan gå i et parforhold, og hvor subtilt og underspillet terroren kan udvikle sig, før den slår ud i lys lue.
Cathrine hænger ud med et slæng af glade party piger, der tager for sig af cocktails og pladsen på dansegulvet. Da hun scorer den charmerende dørmand Lee, kender misundelsen fra de andre piger næsten ingen grænse. Hed sex, gaver, delikate hjemmelavede middage og romantiske overraskelser. Kort sagt, han kan det hele. Men gradvist går det op for Cathrine, at noget er galt. Lee har været i hendes hjem, uden hendes vidende. Hun føler sig i stigende grad overvåget, og tilsyneladende har Lees personlighed skræmmende aggressive og ejesyge sider. Til sidst bryder de ud i fuldt flor, og Cathrine ender med at måtte kæmpe for sit liv, uden at veninderne rigtig tror på hende. For Lee er jo bare et rigtig godt skår.
Romanens komposition er bygget over to parallelle handlingsspor. I det ene følger vi Cathrine og hendes forelskelse i Lee og parforholdet med ham. I det andet er vi sprunget nogle år frem i tiden, og her følger vi Cathy, et sønderskudt nervevrag, besat af tvangstanker, tvangshandlinger og paranoia. Det er umanerlig godt konstrueret og skrevet, og man får inderlig medlidenhed med stakkels Cathy. Ganske langsomt kommer hun sig, godt hjulpet på vej af en venlig mandlig overbo med forstand på psykiske lidelser. Mod romanens slutning glider de to spor sammen i fortællingens nutid, og bringer læseren mod fortællingens klimaks. Afslutningen skal ikke afsløres her, men det er ikke for sarte sjæle.
”Mørke afkroge” er en overbevisende debut og et afslørende kig ind i såvel kvinde- som mandesindets afkroge.
Elizabeth Haynes, Mørke afkroge, Forlag: Hr. Ferdinand , Oversættelse: Birgitte Brix, 2012, 479 sider