Martyrens sang er et ægte mareridt. Et mareridt som verden risikerer at vågne op til en dag. Den handler om den unge muslimske kvinde Daria, der ofrer sit liv i Guds navn. Hun påtager sig rollen som martyr og vælger at ofre sit liv i kampen mod vesten og de vantro. Men hun er ikke selvmordsbomber, hun er derimod en omvandrende dødelig virus og hendes instrukser er simple: hun skal interagere med så mange mennesker som muligt, efter hun har fået den dødelige indsprøjtning.

Efter at være blevet trænet af terrorister i årevis, fremstår Daria kultiveret, veluddannet og vestliggjort på alle tænkelige måder, hvilket fungerer som hendes adgangsbillet til kontakt med så mange mennesker som muligt. Hun bliver sat på et fly til New York, og under dække af at være journalist for et magasin, spreder hun med lynets hast den dødelige virus kopper.

Temaet biologisk terror/krigsførelse er topaktuelt og i bogen følger vi både myndighedernes kamp mod tiden og terroristens tanker. Et setup der burde virke rigtig godt, men som på en eller anden måde bare aldrig bliver rigtig spændende. Bogen fangede mig ikke, og jeg sidder ikke tilbage med en følelse af at have været helt inde i sindet på en terrorist, som pressematerialet ellers lover.

Der er gode elementer i bogen – hele skræmmebilledet og de amerikanske helte, der påtager sig den krævende og truende opgave at redde verden påvirker selvfølgelig, ligesom aktualiteten gør det hele lidt for håndgribeligt. Jeg ved ikke, om det er forudsigeligheden i hele forløbet eller de lange, halvknudrede kapitler, der forringer læseoplevelsen, men jeg er ikke helt overbevist.

Stephen Miller, Martyrens sang, Forlaget Punktum, Oktober 2012, 343 sider.