Inez van Loon: Switchflip
Levi og Kath er kærester – hun er den eneste skatergirl i drengeflokken – men hun har hele tiden travlt og har ikke tid til at hænge ud med drengene, selvom de hjælper med at uddele reklamer i hendes by. Her præsenterer hun dem for to drenge, der kommer fra Sierra Leone, de er ok skatere, men taler ikke sproget så godt.
En dag tager Kath de to drenge med til den hjemmelavede skaterpark på savværket. Det viser sig, at de er illegale flygtninge og er stukket af fra asylcentret. Først er den hjemløse Harry imod at afrikanerne bor på savværket lige som ham, men Levi og hans venner finder en løsning, så der er plads til både skatere, hjemløse og flygtninge.
Tiden går og hver især øver de sig på deres tricks til skaterkonkurrencen. Da den store dag kommer, forstår Levi pludseligt hvorfor Kath ikke havde tid til ham. Hun har fået en anden kæreste og for at gøre det hele endnu værre er han Levis modstander i konkurrencen.
Switchflip er fortsættelsen af Skatespotting og den er ikke meget bedre. Historiens mange problemer går ikke rigtigt ind. Der er ellers nok at tage fat i: Kærestesorger, hjemløse og mindreårige flygtninge. Det der fungerer bedst, er den store skaterkonkurrence, med krydsklip mellem tricks og kærestesorger. Alt går dog godt til sidst og der er ikke noget, der bliver rigtigt farligt. Det hele er lidt for sukkersødt og minder lidt for meget om at spise fastfood – det er fint nok undervejs, men man ender med at være en smule kvalm.
Inez van Loon, Switchflip, 148 sider, Forlaget Turbine, Juli 2012.