Rosens stemme er tyrkisk fødte Serdar Özkans debutroman, og det er han sluppet godt fra. Rosens stemme er en lille underfundig historie om at finde sig selv og acceptere sig selv uden utidigt indblanding fra de ”andre”.

Bogen fungerer på flere planer: som en jordnær historie om at være nyvoksen i stor sorg, som en mytisk fortælling om altings sammenhængskraft, og som en samfundskritik af materialisme og overdrevent fokus på skønhed.

Bogen starter da hovedpersonen Dianas mor dør. Her bliver hun ved hjælp af sendebude, breve og andre ledetråde sendt på sit livs rejse, hvor hun tvinges til at stille spørgsmålet: Kan mennesker høre rosers stemmer. Rejsen bringer hende fra Rio de Janeiros overklasseliv til Istanbul. Selvrefleksion og disciplin bliver faste følgesvende på rejsen, hvor Diana leder efter sin forsvundne tvillingesøster, som hun mistede kontakten til, da forældrene skiltes. Her møder hun den my(s)tiske kvinde Zeynep Hanim, der guider hende gennem et lille hotels rosenhave.

Som bogen udfolder sig, opstilles en perlerække smukke fortællinger, der trækker tråde til Tyrkiets historie, som riget mellem Asien og Europa. Det er en bog med store ambitioner og den Lille Prins af Antoine de Saint-Excupérys inddrages også – dog når Rosen stemme ikke de store klassikeres niveau, men til trods for det, er den bestemt stadig læseværdig.

Rosens stemme er ikke en action-packed bog, hvor blodet sprøjter. Men den formår alligevel at få blodet til at rulle – især de afsnit der omhandler det moderne menneskes essentielle krise, når man befinder sig i behovspyramiden absolut øverste lag, men ikke har helt styr på de familiære relationer. Det er en bog, hvor man som i virkeligheden, ikke altid er sikker på, hvad der årsag og virkning. Desuden er der gode muligheder for at blive overrasket mod slutningen.

Serdar Özkan, Rosens stemme, Forlaget Buster Nordic, 200 sider, Maj 2012.