Gæsteanmeldelse af Anna Skyggebjerg

Jeg forudser dette: Når du har læst Theis Ørntofts essay “Bag litiumbjergene. Om grønne løgne og mørke håb”, så er du vred.

Måske er du også opgivende og ked af det. Måske endda skamfuld over dit forbrug, særligt din elbil, som du ellers lige troede…

Men jeg forudser også dette: Du har ikke fortrudt, at du har læst det. For Ørntofts essay handler om menneskets forfærdelige evne til at fortrænge hvilken verden, vi har skabt, og til hvilken pris. Og du ønsker ikke at være en af dem, som fortrænger. Som Ørntoft skriver: “Det er ubehageligt, men at åbne øjnene, i stedet for at lukke dem, har alle dage været en bedre overlevelsesstrategi.”

Det er ualmindelig barsk læsning om verdens minedrift, plastforbrug og energiforbrug. Det er hard core civilisationskritik. Men essayet rummer også lettere personlige historier, f.eks. om at bo i kolonihaven med en navnløs kat og ikke længere at kunne klare det, forfatteren engang kunne klare, fordi den seneste romanskrivning ødelagde hans helbred.

Og så er der fine kulturanalyser af blandt andet to film, der hamrer pointen hjem: Vi vil ikke være Rudolf Höss fra “Zone of interest”, som belejligt fortrænger Auschwitz på den anden side af havemuren. Vi vil hellere være Aragorn fra “Ringenes Herre”, som er forskanset med vennerne inde bag slottets mure og med Saurons hær lige udenfor – og som råber: “Ride out and meet them!”

Løft blikket og mød realiteterne, siger Aragorn. Og det siger Ørntoft også.

Theis Ørntoft, Bag litiumbjergene, 110 sider, 29. maj 2026, Gyldendal.