Leif Davidsen: Requiem for Rusland
Alexandr Arnborg er dansk-russisk specialsoldat. Han har kæmpet fysisk for Rusland, og han har kæmpet online som del af den russiske troldehær. Nu lever han et stille liv, lidt isoleret fra omverdenen, og sådan foretrækker han det. For da Putin sendte sine styrker ind i Ukraine og myrdede og ødelagde, mistede han sin tiltro til det russiske styre. Rusland er i hans optik på vej direkte ned i helvede på grund af ’Zaren’ – som Arnborg kalder Putin.
Arnborg har danske rødder, idet hans far var dansker. Men han forrådte Danmark i Sovjetunionens tjeneste. Tilbage er Arnborgs danske halvsøster, som kommer til at spille en vigtig rolle, for Arnborg får ikke lov til at leve i fred. Han træffer et skæbnesvangert valg, da en gammel ven og soldaterkammerat banker på døren og indtrængende beder om hjælp. Han er deserteret fra den russiske krig og på desperat flugt. Der er en pris på hans hoved og stærke kræfter er i hælene på ham. Sammen tager de to flugten mod den finske grænse.
Vi kommer til at følge Arnborg både i Danmark og USA, før vi når frem til bogens handlingsmættede afslutning, og det endelige opgør mellem hovedpersonen og russere, der ikke skyr noget middel for at gøre et dødbringende regnskab op.
Requiem for Rusland er glimrende fortalt, og man fornemmer klart Davidsens kærlighed til det land, han har levet længe i og fortalt om i en række romaner. Men sat ind i vores dramatiske samtid er det også en svanesang. Der er ikke meget poesi og stor kunst tilbage i skildringen af det moderne Rusland. Derimod er der masser af overvågning og kontrol, fattigdom og desperation, og så er der krigen, som trækker utallige mænd i døden.
Bogen er præget af stor detaljerigdom, og der gøres meget ud af personskildringerne. I nogle af bogens passager trækker det tempoet ned, men ikke mere end, at Davidsen igen har skruet en både underholdende og tankevækkende samtidsthriller rigtig godt sammen.
Leif Davidsen: Requiem for Rusland. Lindhardt & Ringhof. 352 sider, marts 2025.
