// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Thomas Ladegaard: Værn
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historisk roman

Thomas Ladegaard: Værn

Skrevet af den 31. december 2025 – 05:09Ingen kommentarer

Thomas Ladegaard debuterer som romanforfatter med en vellykket fra det besatte København anno 1944.

Den tyske besættelsesmagt har opløst det danske politi, og kriminalitet og kaos præger byen. Hovedpersonen, kriminalkommissær Johannes Dam, er gået under jorden og flytter rundt mellem forskellige gemmesteder for ikke at blive taget af tyskerne eller danske HIPO’er og sendt til en af de frygtede koncentrationslejre. Men makabre kvindemord får Dam ud af sit skjul, og han kaster sig ind i en livsfarlig kamp for at finde en pervers morder, som tilsyneladende vil blive ved og ved med at myrde og maltraktere.

Dam sporer kvinderne til en dekadent natklub, og det bliver sværere og sværere for kommissæren at holde sig på sporet og navigere mellem sortbørshandel, tyske og danske nazister, rigmænd og forbrydere. Morderen er overbevist om, at han er i sin gode ret til at tage de unge pigers liv, og han tager flere og flere chancer. Så Dam må være hurtig, men bare ét forkert træk kan føre til hans egen undergang.

”Værn” gengiver en voldsom periode i Københavns historie, og forfatteren formidler fascineret miljøet i byen, og de voldsomme spændinger og begivenheder, der præger dagligdagen. Som læser kan man heller ikke andet end fascineres, for tidsbilledet og karaktererne er fængslende. Vi er i samme boldgade, men ikke helt samme liga, som Philip Kerrs mesterlige Berlin Noir og Babylon Berlin-serien, men det er også meget at forlange. Det forlyder, at forfatter og forlag har aftalt, at der kommer flere bind om Dam, og det må vi glæde os til.

Thomas Ladegaard: ”Værn”. Byens Forlag, 318 sider. Oktober 2025

Der er lukket for kommentarer.