Inger Christine Løwe: En hverdag er det eneste, der kan holde et hus ved lige
En hverdag er det eneste, der kan holde et hus ved lige er en stille, smertefuld og samtidig meget smuk roman. Inger Christine Løwe skriver poetisk og præcist om noget af det sværeste, man kan stå i som pårørende: at se et menneske forsvinde langsomt, mens kroppen stadig er til stede.
Romanen kredser om at miste sin far til Alzheimers – ikke som en pludselig hændelse, men som en gradvis opløsning. Det bliver tydeligt, hvordan sygdommen i høj grad er de pårørendes sygdom. De mange flashbacks og erindringsglimt spejler denne erfaring fint: relationen til faren ligger allerede i fortiden, selvom han stadig lever. Minderne træder frem, mens nutiden bliver mere og mere skrøbelig, og det skaber en særlig form for sorg, der ikke har noget klart endepunkt.
Løwe formår at skrive med stor omsorg og litterær finesse om et emne, der let kunne være blevet tungt eller sentimentalt. I stedet er sproget nænsomt og eftertænksomt, og netop poesien giver plads til det, der er svært at sige direkte.
Romanen rummer også et kritisk blik rettet mod mænd – herunder fortællerens egen far – og deres valg om at få børn sent i livet. Der stilles spørgsmål ved det etiske i at blive forælder i en alder, hvor risikoen for sygdom og tidlig tab for barnet er reel. Det er et perspektiv, der ikke fylder alt, men som giver romanen et ekstra lag og åbner for refleksion ud over sygdomsfortællingen.
Jeg forestiller mig, at romanen vil resonere stærkt hos mange, der har haft Alzheimers eller demens tæt inde på livet. Den egner sig også godt til pårørendegrupper, netop fordi den sætter ord på noget, som mange oplever, men har svært ved at formulere: sorgen over det tab, der sker midt i hverdagen.
Det er en roman, der gør ondt at læse, men som samtidig giver trøst i genkendelsen. En bog, der minder én om, at hverdagen – gentagelserne, rutinerne, det levede liv – nogle gange er det eneste, der holder huset oppe, når alt andet langsomt falder fra hinanden.
Inger Christine Løwe, En hverdag er det eneste, der kan holde et hus ved lige, OVBIDAT, 134 sider, december 2025
