Søren R. Fauth har i flere af sine tidligere udgivelser kredset om tabet af sin søster, der døde som blot 36-årig af kræft.

Nu, 16 år efter hendes død, fylder sorgen, savnet og den vedvarende kærlighed stadig markant i hans liv, og i Du skal leve, jeg skal dø og Du er jo lige her hengiver han sig fuldt og uforbeholdent til netop de følelser. Det er to selvstændige digtsamlinger, men så tæt beslægtede i tema, smerte og hengivelse, at det føles naturligt at læse og anmelde dem sammen.

Du skal leve, jeg skal dø er den mere rå og direkte af de to. Her er sorgen ubesmykket, erindringerne kantede, og tomheden efter søsterens død mærkes som en fysisk størrelse. Fauth skriver om de øjeblikke, de havde sammen, om kærlighedens genstridighed og om den dybe ensomhed, der opstår, når man mister det menneske, der kendte én fra begyndelsen – særligt i relationen til de fælles forældre, hvor fraværet føles dobbelt. Digtene stiller skarpt på døden som en nådesløs realitet, et universelt vilkår, der rammer uden hensyntagen til mening eller mål. Det er en bog, der kredser om det uafvendelige, og som tør stå helt stille i det smertefulde.

Hvor Du skal leve, jeg skal dø er åben og sårbar i formen, er Du er jo lige her en stramt komponeret sonetkrans – rytmisk, smuk og formelt gennemarbejdet. Rimet og gentagelserne skaber en klangbund af cirkularitet, som spejler sorgens måde at vende tilbage, igen og igen, i nye skikkelser. Der er en stille bevægelse mellem det personlige og det universelle, mellem naturens ro og tabets uro. Der er en form for forsoning i denne bog – ikke i betydningen heling, men i den måde sproget selv holder hende i live.

Sammen udgør de to digtsamlinger et dobbeltportræt af et søskendeforhold, set gennem sorgens prisme. De står smukt for sig hver især, men tilsammen tegner de et rigere billede af processen: den rå smerte, erindringens arbejde, kærlighedens vilje til at blive ved, og forsøget på at forstå, hvad tabet betyder for det menneske, der står tilbage.

Fauth skriver med en intensitet, der både er nærværende og nøgent ærlig. Læseren mærker, hvordan søsterens liv – og død – stadig er en levende kraft i hans eget. Og måske er det netop det, der gør disse to udgivelser så stærke: de er ikke blot sørgesange, men vidnesbyrd om et bånd, døden ikke kan opløse, og som sproget fortsat insisterer på at holde fast i.

Søren R. Fauths, Du er jo lige her, 24 sider og Du skal leve, jeg skal dø, 90 sider, Herman og Frudit, oktober 2025